Den stumme død

Vellykket gensyn med kriminalassistent Rath i denne krimi i førkrigstidens Berlin.

”Weinert tog drejebogen i hånden og studerede den eftertænksomt. En uskyldig drejebog som tidsplan for en morder?”

Der er kriminalromaner, som læses på grund af et godt plot og en spændende historie, og så er der kriminalromaner, der lige har lidt ekstra, som for eks et godt og interessant tidsbillede af en historisk periode. Et godt eksempel på dette er Volker Kutchers romaner. Der er planlagt fem bind i serien. På dansk har vi nu 2: ’Den våde fisk’ fra 2010, og efterfølgeren ’Den stumme død’. Begge romaner foregår i Berlin, den første i 1928 og nu er vi nået frem til 1930, en periode hvor der foregår meget både på den kulturelle og politiske scene: det vilde liv inden for teater, cabaret og film, og politisk er der kampen mellem kommunisterne og nazisterne.

Under en filmoptagelse bliver stumfilmstjernen Betty Winter ramt af en projektør, og hun dør. Er der tale om et uheld eller en bevidst handling? Kriminalassistent Gereon Rath bliver sat på sagen, og jo mere han trænger ind i filmverdenen, jo mere broget bliver den. Der er stor konkurrence mellem de forskellige filmselskaber, nogle af dem satser på den nye teknik med talefilm, mens andre sværger til stumfilmen, for de mener at talefilm bliver filmens død. Men er konkurrencen virkelig så stor, at man er parat til at slå ihjel?

Rath er noget af en enspænder, han følger sin egen efterforskning uden at inddrage kollegerne, og han får gjort sig så upopulær, at han bliver sat fra arbejdet, i stedet skal han rydde op i papirer, som vedrører Horst Wessels død.. Der sker flere mord på kvindelige skuespillere, og Rath fortsætter sin egen efterforskning på trods af modstand fra sine overordnede.

Sideløbende med denne sag følger vi Rath og hans forhold til kvinderne og til sine forældre, specielt forholdet til faderen, som selv er kriminalinspektør i Köln.

Den stumme død er lang, 619 sider, men den holdt mig fanget fra start til slut. Rath er et interessant bekendtskab, som med sin egensindighed og åbenlyse fejl minder mig om en anden af kriminallitteraturens store helte: Wallander.

(Mens jeg læste denne roman, fik stumfilmen ’The Artists’ bl.a. en Oscar for den bedste film – er der mon tale om en trend?)