Beretning om en skibbruden

Mesterlig journalistisk reportage med store litterære kvaliteter.

Gabriel García Márquez’ journalistiske svendestykke fra 1955 er en skildring af en sømands umenneskelige bedrift, om hvordan han blev myndighedernes og mediernes darling, og hvor dybt han faldt da sandheden kom for en dag. Historien sendte også Don Gabo i sit første eksil, da reportagen afslørede et og andet om myndighederne, de gerne så skjult.

På vej hjem til Cartagena efter et længere reparationsophold i Mobile, Alabama, rammes en destroyer fra den colombianske flåde af en voldsom bølge der skyller dækslasten og otte søfolk overbord.

Kun én overlevede efter at have opholdt sig uden forsyninger i ti dage på en drivende redningsflåde. Da han endelig kommer i land modtages han som en helt, og han bliver en rig mand af at give interviews til pressen og reklamere for hvad som helst.

Dette stoppede brat da han henvendte sig til den avis i Bogotá, hvor García Márquez var ung journalist, og i detaljer kunne fortælle hvad der virkelig skete: Hvordan dækslasten bestod af smuglergods, og hvordan man hellere sikrede godset end matroserne.

Historien blev bragt i El Espectador over 14 dage og blev en tordnende succes, men endte med at matrosen blev fyret fra flåden, avisen lukket og den unge journalist måtte forlade landet.

Velskrevet og lige så spændende som et stykke fiktion følger vi dag for dag matrosens kamp for overlevelse. Vi ved jo at han overlever så han kan fortælle historien, men alligevel er skildringen af de ti dage, kampen mod tørsten, solen og hajerne, neglebidende læsning, for slet ikke at tale om hans håb og fortvivlelse de gange han ser et fly eller et skib passere forbi uden at lægge mærke til ham.

Bogen er forsynet med en indledning af forfatteren, et interview foretaget i anledning af overrækkelsen af nobelprisen i litteratur i 1982, samt hans takketale fra Stockholm: ”Verdens bedste profession”. Don Gabo har aldrig lagt skjul på at han først og fremmest er journalist.