Pestens år

Gennem fortællerens betragtninger om myndighedernes tiltag og folks opførsel gives et levende billede af situationen i 1600-tallets pestramte London.

I årene 1665-66 blev London ramt af en byldepest, der dræbte mellem 75.000 og 100.000, hvilket var cirka 15 procent af byens indbyggere. Denne katastrofe skildres i 'Pestens år' af en borger, der valgte at blive i byen.

Fortælleren er i tvivl om, hvorvidt han skal slutte sig til sin bror, der har gjort som alle, der har ressourcer til det og forladt byen. Han fortryder senere, men da er det for sent. Landsbyerne vil ikke have flere pestflygtninge, der meget vel kan bringe smitten med sig.

Han tilbringer året med at gå rundt og betragte udviklingen, folks gøren og laden samt myndighedernes foranstaltninger. Han snakker med folk, og kan f.eks. fortælle om en gruppe, der forlader Østlondon og søger nordpå - mod vinden for ikke at have pesten i ryggen, og deres forhandlinger med lokalbefolkningen i landsbyer, som i dag er en del af Storlondon.

Man forstår godt, at folk vil væk. F.eks. låste man syge familier inde i deres huse med politivagt uden for døren. Desværre kun fordøren, og mange flygtede i rædsel ud ad døre og vinduer på bagsiden af huset, når deres slægtninge og bofæller døde, og sørgede dermed for at sprede smitten.

Som man også kan læse i ‘Pesten i Bergamo’ af I.P. Jacobsen, søgte mange tilflugt i religionen og ville gøre aflad for de synder, der havde bragt denne ulykke over dem. Der var dermed også grobund for kvaksalvere.

Vores fortæller er en lidt selvretfærdig type, der til tider forsøger at gå i rette med andre, der ikke opfører sig fornuftigt, f.eks. sidder og søber på et værtshus – og holder dermed ikke afstand. Det slipper han ikke godt fra. Dengang ville folk også have deres liv tilbage.

Fortælleren er nogenlunde tilfreds med myndighedernes anvisninger, bl.a. hold jer for jer selv og bland jer ikke med andre (“social distancing” og “bobler”), mens han ikke billiger at holde folk indespærret i deres hjem under bevogtning, en opgave han en periode fik pålagt. Isolations-og karantæneperioder oversteg i det hele taget alt det, vi har oplevet under nærværende pandemi.

Mange mistede deres arbejde, da arbejdsgiveren var flygtet, men der fandtes “hjælpepakker”, magistraten hjalp, hvor den kunne, men almisser var nødvendige. Vor fortæller er da også meget tilfreds med de tilbageblivende velstilledes vilje til at hjælpe. Han er dog ikke tilfreds med de læger og præster, der lod deres patienter og menighed i stikken; faktisk hoverer han ret så meget, når de ved epidemiens afslutning vender tilbage og opdager, at de bliver boykottet.

Der er rigtig mange paralleller til den tid, vi har levet i, siden COVID-19 landede hos os i marts 2020, og blandt andet også derfor er 'Pestens år' meget tankevækkende læsning. Tiderne ændrer sig, men det gør vi mennesker nok ikke så meget, som vi tror.

Bogen bærer præg af megen research og indeholder mange statistikker over f.eks. smittede og døde i Londons sogne, men er af den grund ikke faglitteratur. Daniel Defoe er født ca 1660 og kan derfor ikke huske ret meget af pesten. Teorien er, at fortælleren, der signerer sig HF, er hans hans onkel, Henry Foe, hvis optegnelser forfatteren har benyttet som kilde. Originaludgaven udkom i 1722.

Bogen er stadig aktuel og kan læses af alle med interesse for, hvordan vi mennesker arter os i krisetider.

Den inspirerede Albert Camus til i 1947 at skrive ‘La Peste’ (da. Pesten, 1948). Og det er jo ikke en hemmelighed, at netop denne bog inspirerede Hanne Vibeke Holst til at skrive Som pesten i 2017 – en skarp forudsigelse af den nuværende pandemi.

Det kan være svært at oversætte bøger med så mange århundreder på bagen uden at få oversættelsen til at lyde for altmodisch eller for moderne. Hans-Jørgen Birkmose har løst opgaven til kryds og slange, en meget ligefrem og letlæselig tekst. Det samme kan man desværre ikke sige om indlæseren af lydbogsudgaven, der tilsyneladende ikke har haft nok tid til at forberede sig.