Bog

Jens og Marie : en genforeningsroman

Af (
2019
)

Anmeldelse

Jens og Marie : en genforeningsroman af Linda Lassen

05 feb.20

De historiske kendsgerninger danner en naturlig baggrund for den levende og nuancerede personbeskrivelse i Linda Lassens dokumentariske roman.

Linda Lassen har skrevet flere historiske romaner. Denne bog er aktuel i forbindelse med 100-året for Genforeningen. Forfatteren har helt styr på de historiske fakta, men de bliver aldrig tørt opremsende, fordi det menneskelige aspekt får så god plads. Det gælder ikke mindst de to hovedpersoner Jens Jessen, den legendariske redaktør af Flensborg Avis, og hans trofaste hustru Marie, der er nøglepersoner i kampen for det danske mindretal syd for grænsen.

Der tegnes et fascinerende billede af perioden, hvor det danske mindretal hele tiden må kæmpe for at bevare danskheden. I dag er grænselandet et fredeligt sted, hvor de to kulturer, den tyske og den danske, lever side om side og gensidigt inspirerer hinanden. Sådan var det ikke dengang, hvor tyskerne på alle måder søgte at knægte det danske mindretal bl.a. ved at forbyde dansk i skolen og i kirken.

Jens og Marie var et umage par, og deres ægteskab var ikke uproblematisk. Marie var en københavnsk overklassekvinde, der beundrede Jens’s skarpe og velskrevne artikler, men hendes første indtryk af ham var en bondsk og kejtet mand. Selv om hun som sin mand kæmpede trofast for den sønderjyske sag, var hun ikke altid enig i hans måde at tackle problemerne på. Han var nærtagende, stejl og uforsonlig og lagde sig ikke bare ud med tyskerne, men også med andre, der kæmpede for den sønderjyske sag, som den pragmatiske H.P. Hanssen, der mente, at en kommende grænsedragning nord for Flensborg var det mest realistiske. Jens’ enorme flid og gentagne ophold i tyske fængsler sled på helbredet, og han døde som kun 52-årig.

Billedet af ildsjælen Jens Jessen står meget klart, men Marie træder mere og mere i karakter i løbet af bogen. Som kvinde har hun et dobbelt ansvar som hustru og mor med ansvar for husholdningen og som medarbejder på avisen. Hun må leve med sorgen over en søn, der bliver stærkt hjerneskadet pga. meningitis og må sendes på institution, og det plager hendes samvittighed. Man fornemmer hendes ensomhed efter Jens’s død, men også hendes vilje til at fortsætte med avisen, trods økonomiske vanskeligheder og en uhæderlig regnskabschef. Hendes loyalitet går endda så vidt, at hun efter grænsedragningen vælger at blive i Flensborg og fortsætte med avisen, selv om det betyder, at hun må blive tysk statsborger.

Bogen kaldes en genforeningsroman, selv om Flensborg ironisk nok ikke blev genforenet med Danmark. Den udmærker sig ved sit prægnante tidsbillede og de fine portrætter af to af tidens betydningsfulde personer, der kommer til fuld udfoldelse både med deres stærke og svage sider. Bogen minder os om en smertelig fortid, som ikke bør gå i glemmebogen.

Bogdetaljer

Forlag
Hovedland
Faustnummer
47162734
ISBN
9788770706681
Antal sider
519

Tema

Tema

Genforeningen 1920

Genforeningen 2020 fejres i hele landet. Vi supplerer med et kig ind i litteraturens skildring af det, som både var en splittelse og en genforening. 
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer