Islands forfatter

Hvad sker der med forfattere når de dør? Bliver de nationalskjalde? – Eller forsvinder de bare ind i et af deres egne værker? Og hvad så?

Islands forfatter, Einar J. Grimsson, har ikke modtaget Nobelprisen i litteratur, men han venter stadig; han er ikke engang verdensberømt - dog er han "kendt i mange lande".

Forfatteren vågner en dag og opdager at han ligger på en skråning til det, han senere lærer er Dødedal i nærheden af søen Hel. Iklædt ulasteligt jakkesæt – dog med bare fødder i skoene, men med fyldepennen i inderlommen, man er vel forfatter? Det er det eneste han ved, samt at han er 88 år og vistnok bor på et plejehjem. Men hvem er han? Hvorfor ligger han her? og Hvornår er det nu? En lokal bonde henter ham ned i en trillebør og installerer ham på soveloftet.

138 sider senere går det op for ham at han er død og befinder sig i et univers, han selv har skabt i en af sine romaner. Hvordan forholder man sig til at man er en slags kollega til en gud, man aldrig har troet på? Og måske er det ikke så sært at bonden, Hrolfur, ikke bryder sig om "sin" forfatter, for han er ikke beskrevet som et særlig sympatisk menneske. Og som forfatteren alligevel har et vist slægtskab med, for hvor bonden bekymrer sig mere om sine kreaturer end sin familie, har forfatteren et tættere forhold til sine romanfigurer end til sin familie.

Og kan man vælge at "udvandre" til en anden roman, hvis man er utilfreds med den, man er landet i?

Kan man skrive en roman om det? Jo, det kan man, hvis man er islænding. På 600 sider bringes vi gennem forrige århundredes ismer, historie, tanker og meget andet, som de pletvis dukker op i forfatterens erindringer side om side med glimt fra hans eget liv.

Modsat hvad man skulle tro, hænger det fint sammen, når man læser det, for Hallgrímur Helgason skriver som en drøm – fornemt oversat af Kim Lembek.

’Islands forfatter’ lyder lidt af ’Islands klokke’ og Halldór Laxness, der i den grad opfattes som nationens forfatter. Og det lyder som om Islands litterære Enfant Terrible piller ved nationalikonet, og det gør han, både udfordrende og loyalt.

Forsidebilledet forestiller meget passende forfatteren der vandrer hen over bogens sider.