Blog
2010 - litterære højdepunkter og skuffelser
Det er tid til status, i butikker, over livet og litteraturen, og her på årets næstsidste dag ser jeg tilbage på et år med mange læseoplevelser, flest gode.
To litterære højdespringere: Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris, Sofi Oksanens grumme og fortættede roman, Renselse og den chilenske (snart) kultforfatter, Roberto Bolaño, der endelig er blevet oversat til dansk med De vilde detektiver, må flere titler snart udkomme.
Jon Fosses lille mytiske roman, Andvake er med sine 74 sider meget mindre i omfang end de to nævnte mastodonter, derfor er den ikke desto mindre stor litteratur – meget stor litteratur. Vi har meget at takke forlaget Batzer for.
Al ens tid kan jo ikke gå med at læse verdenslitteratur in spe, det er også dejligt at fordybe sig i bredt fortællende og velskrevne romaner.
Dejlige bøger, der åbner nye verdener for læseren lige fra det knugende mor/datter-forhold i Hundens ører af Maria Ernestam, over bredt fortalte nordnorske familieforviklinger i Hundrede år af Herbjørg Wassmo til spirende fascisme i 1930’ernes London, Miss Penhows blødende hjerte af Andrew Taylor, og ukuelig selvoverlevelsesevne på de tysk-besatte Guernsey-øer under 2. verdenskrig, Guernseys litterære kartoffeltærteklub af Mary Ann Shaffer og Annie Barrows.
Det er befriende at finde krimier, som hæver sig over den grå masse, som krimimarkedet efterhånden består af, velskrevne krimier med et godt plot og en god persontegning, krimier der virker sandsynlige, selv om de måske ikke er det. Alt ligger i forfatterens evne til at fortælle en god historie.
Det kan Johan Theorin med sin Ölandskvartet, selv om tredje del, Blodlag, ikke nåede helt op på siden af sine to forgængere. Men de har også et meget højt niveau.
Det kan den svenske debutant, Ann Rosman, også. Hun skriver noget så trivielt som svenske skærgårdsfemikrimier, men hendes hovedperson, Karin Adler som vi første gang møder i Fyrmesterens datter, er troværdig, hendes privatliv fylder tilpas i forhold til krimigåden. Og beskrivelsen af Marstrand får Fjällbacka og andre mere eller mindre fiktive skærgårds-og øsamfund til at blegne. Jeg er spændt på om hun holder stilen, den nyeste Sjælekisten er netop udkommet på dansk.
Vi læser alt for mange skandinaviske og engelske krimier, men Tyskland kan også være med. Jeg har med stor fornøjelse opdaget to tyskere, Gisa Klönne og Anne Chaplet. Og ikke mindst en sydafrikansk krimi, Zulu, af den franske forfatter Caryl Férey, her kan man tale om krimi noir. En på mange måder stor roman fra det moderne Sydafrika, men med rod i landets og kontinentets blodige historie.
Skuffelser har året ikke været rigt på; at sige at Camilla Läckbergs Havfruen var en skuffelse er nok en overdrivelse, for for at blive skuffet skal man jo have forventninger, og dem havde jeg ingen af.
Til gengæld ved jeg ikke om jeg var skuffet over Panserhjerte af Jo Nesbø. Den er jo velskrevet og spændende og alt det, man kræver af en god kriminalroman, men jeg fandt den for voldsom – simpelthen. Måske fordi jeg læste den med ørerne og ikke med øjnene og derfor oplevede volden på en anden måde.
Det er tid til status, i butikker, over livet og litteraturen, og her på årets næstsidste dag ser jeg tilbage på et år med mange læseoplevelser, flest gode.
To litterære højdespringere: Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris, Sofi Oksanens grumme og fortættede roman, Renselse og den chilenske (snart) kultforfatter, Roberto Bolaño, der endelig er blevet oversat til dansk med De vilde detektiver, må flere titler snart udkomme.
Jon Fosses lille mytiske roman, Andvake er med sine 74 sider meget mindre i omfang end de to nævnte mastodonter, derfor er den ikke desto mindre stor litteratur – meget stor litteratur. Vi har meget at takke forlaget Batzer for.
Al ens tid kan jo ikke gå med at læse verdenslitteratur in spe, det er også dejligt at fordybe sig i bredt fortællende og velskrevne romaner.
Dejlige bøger, der åbner nye verdener for læseren lige fra det knugende mor/datter-forhold i Hundens ører af Maria Ernestam, over bredt fortalte nordnorske familieforviklinger i Hundrede år af Herbjørg Wassmo til spirende fascisme i 1930’ernes London, Miss Penhows blødende hjerte af Andrew Taylor, og ukuelig selvoverlevelsesevne på de tysk-besatte Guernsey-øer under 2. verdenskrig, Guernseys litterære kartoffeltærteklub af Mary Ann Shaffer og Annie Barrows.
Det er befriende at finde krimier, som hæver sig over den grå masse, som krimimarkedet efterhånden består af, velskrevne krimier med et godt plot og en god persontegning, krimier der virker sandsynlige, selv om de måske ikke er det. Alt ligger i forfatterens evne til at fortælle en god historie.
Det kan Johan Theorin med sin Ölandskvartet, selv om tredje del, Blodlag, ikke nåede helt op på siden af sine to forgængere. Men de har også et meget højt niveau.
Det kan den svenske debutant, Ann Rosman, også. Hun skriver noget så trivielt som svenske skærgårdsfemikrimier, men hendes hovedperson, Karin Adler som vi første gang møder i Fyrmesterens datter, er troværdig, hendes privatliv fylder tilpas i forhold til krimigåden. Og beskrivelsen af Marstrand får Fjällbacka og andre mere eller mindre fiktive skærgårds-og øsamfund til at blegne. Jeg er spændt på om hun holder stilen, den nyeste Sjælekisten er netop udkommet på dansk.
Vi læser alt for mange skandinaviske og engelske krimier, men Tyskland kan også være med. Jeg har med stor fornøjelse opdaget to tyskere, Gisa Klönne og Anne Chaplet. Og ikke mindst en sydafrikansk krimi, Zulu, af den franske forfatter Caryl Férey, her kan man tale om krimi noir. En på mange måder stor roman fra det moderne Sydafrika, men med rod i landets og kontinentets blodige historie.
Skuffelser har året ikke været rigt på; at sige at Camilla Läckbergs Havfruen var en skuffelse er nok en overdrivelse, for for at blive skuffet skal man jo have forventninger, og dem havde jeg ingen af.
Til gengæld ved jeg ikke om jeg var skuffet over Panserhjerte af Jo Nesbø. Den er jo velskrevet og spændende og alt det, man kræver af en god kriminalroman, men jeg fandt den for voldsom – simpelthen. Måske fordi jeg læste den med ørerne og ikke med øjnene og derfor oplevede volden på en anden måde.
Kommentarer