Elfenbenselefanten

Sevilla i det 18. århundrede, smukke og stærke kvinder, kærlighed og had i lange baner, skak og konspirationer – min sjæl hvad vil du mer'?

Denne anbefaler ville nok gerne have læst en bedre roman. 'Elfenbenselefanten' kunne have været en god og spændende roman, den har det hele: Tre generationers smukke og stærke kvinder og deres fyrige elskere; der elskes lidenskabeligt, hades brændende og myrdes brutalt; der danses flamenco med klaprende hæle og kastagnetter; der er hemmelige broderskaber med hemmelige missioner.

Sevilla er en af mine favoritbyer, og jeg blev derfor fælt skuffet, for jeg fik slet ikke indtryk af at være i byen, ejheller af den påståede passion, der fører til kærlighed, had og mord. Personerne får ikke krop og sjæl, de fødes, elsker og dør underligt umotiveret.

Om bogen er ligeså dårligt skrevet, som den er oversat, kan jeg ikke sige, men oversætteren (og hendes redaktør) har et ret løsagtigt forhold til danske uregelmæssige verber. Og man trækker ufrivilligt på smilebåndet, når man læser om de drabelige fredløse frihedskæmpere, der - bevæbnede med stokke og manchetter - bekæmper Napoleons besættelsestropper!

I centrum for bogens handling står La Giralda, klokketårnet på katedralen i Sevilla, der er bygget på toppen af den minaret, der tilhørte moskéen på samme plads før de kristnes indtagelse af byen. Ifølge en gammel traktat skulle de kristne og maurerne finde deres bedste skakspiller, der i fem skakspil skulle afgøre hvem der skulle eje La Giralda. Maurerne mener at de har vundet flertallet af partierne, medmindre de kristne kan bevise deres påstand, nemlig at de to parter står lige og mangler et parti. Skakspillet og jagten på beviserne er den røde tråd i denne lidt for brogede roman.

Efterordet er faktisk det mest interessante – og veloversatte. Her har man også styr på forskellen mellem det 18. århundrede og 1800-tallet.