Bog

Sydslesvigkvinde

Af (
2008
)

Anmeldelse

Karin Johannsen-Bojsen: Sydslesvigkvinde

30 maj.11

Karin Johannsen-Bojsen bemærker det selv et sted i sin bog »Sydslesvigkvinde«: Hvordan kan det være, at færingerne har så mangfoldig en litteratur i et omfang, som Sydslesvig ikke kan måle sig med? De to områder er i antallet at sjæle nogenlunde lige store

Svarene giver hun ikke selv. Men ét er sikkert: Al skabende kunst - måske især i Sydslesvig - er mere end nogensinde nødt til at forlade hjemmebanen. Det nytter ikke at blive klappet på ryggen af en onkel eller en tante eller - som det engang skete for Karin Johannsen-Bojsen, tro det eller ej - få sin bog anmeldt af en kronikør, der samtidig i bogen skildres som en del af den private omgangskreds.

Sydslesvigske billedkunstnere gør sig selv en stor tjeneste ved at søge ind på censurerede udstillinger. Musikere bør ditto høste anerkendelsen udenfor andedammen. Og skal et sydslesvigsk forfatterskab have en vis holdbarhed og rækkevidde, så rækker pæne ord fra Sydslesvig og Sydslesvig-venner i kongeriget naturligvis heller ikke.

Karin Johannsen-Bojsen har netop udsendt anden sidste del af sin tykke biografi: "Sydslesvigkvinde" er titlen på opfølgeren på "Sydslesvigpige", der udkom i 2004. Bogen handler om tiden fra hendes studietid i Hamborg til årene langt ind i pensionsalderen efter et langt liv som lærer på Duborg-Skolen i Flensborg.

Undertegnede var ikke synderligt begejstret for "Sydslesvigpige", der havde haft godt af en strammere redigering, sproglig opstramning og ikke mindst mere "show it" i stedet for "tell it".

"Sydslesvigkvinde" ligger dog flere klasser over den første del af flensborgerens erindringer. De første små 100 sider om studietiden i Hamborg er ganske vist fyldt med meget ligegyldig sniksnak, men så begynder sagerne at tage fart. I kampen for at få en doktortitel efter magistergraden i engelsk og tysk har forfatteren lige pludselig noget på spil, og det "at have noget på spil" giver altid en god historie, der binder læseren. Sådan fortsætter det i resten af erindringsbindet - blandt andet med Karin Johannsen-Bojsens tid som kommunalpolitiker i Flensborg og hendes kamp for den sag, hun troede på, som medlem af Sydslesvigsk Forenings forretningsudvalg. Desuden er vægtningen af det private kontra det offentligt interessante lykkedes bedre i dette bind.

Karin Johannsen-Bojsen kan ganske vist blive lidt patetisk i sin måde at skrive på og nogle gange svinger hun sig op til selvkarakteristika, som det ville have været mere klædeligt at lade andre have givet hende. Et sted fremhæver hun således sig selv for at have "en udpræget realitetssans". Ja, hvem ved sine fulde fem ville hævde om sig selv, at man havde det modsatte?

Men "Sydslesvigkvinde" byder også på kritisk distance og periodevis selverkendelse - blandt andet i sit lærerforhold til eleverne og hendes iagttagelse af 68-oprøret, der i Tyskland blev langt mere ekstremt end i Danmark. "Var det dem, der sloges for vores alles frihed og demokrati, mens jeg selv sad begravet i stile?", spørger Karin Johannsen-Bojsen sig selv i bogen. Hun har større forståelse for ungdomsoprøret i Tyskland, hvor autoriteterne og konservatismen i langt større grad gennemsyrede samfundet. Hun konstaterer, at reaktionen på Duborg-Skolen var langt mindre end på de tyske skoler, fordi der på Duborg var langt mere frihed.

Der går flere ledetråde gennem Karin Johannsen-Bojsens engagement i det danske mindretalsarbejde og dermed også gennem hendes erindringsbog. En af hendes hjertesager er og har været, at det danske kulturarbejde i Sydslesvig ikke blot skal være baseret på import fra Danmark, men også på et selvstændigt kulturarbejde fra græsrødderne i Sydslesvig - som det også er budskabet i hendes roman "Himmel med mange stjerner" fra 1998.

Det er ligeledes hendes ambition, at så mange sydslesvigere som muligt skal beklæde de ledende stillinger i forenings- og forvaltningsarbejdet. Karin Johannsen-Bojsen beretter således om, hvordan hun og blandt andre nuværende SSW-landdagsmedlem Anke Spoorendonk søgte rektor-stillingen på Duborg-Skolen efter Knud Fanø i 1988. Stillingen gik til Erik Jensen, og Karin Johannsen-Bojsen erkender samtidig, at hun ikke kunne stikke hans kvalifikationer - og med ham "kom et vindstød fra det moderne Danmark".

I den forbindelse lufter hun sin ærgrelse over, at ikke flere sydslesvigere beklæder ledende positioner inden for mindretallet. Men er det nu også rigtigt, når hun hævder, at Hans Andresen i 1990erne "var en af de få sydslesvigere i en ledende position"? Er den daværende generalsekretær i Sydslesvigsk Forening, Gert Wiencke, og forretningsfører i Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, Horst Schneider, ikke sydslesvigere i forfatterens øjne? Blot for at nævne nogle.

Hendes kapitel "Organisationskritik" er dog tankevækkende læsning. Karin Johannsen-Bojsen refererer fra tiden i midten af 1980erne - en periode, hvor frustration over en årelang lukkethed i Sydslesvigsk Forenings top for alvor blussede op. Kløften mellem top og basis i mindretallet blev stedse dybere, og en af periodens største systemkritikere var ingen ringere end Dieter Küssner, den nuværende formand for Sydslesvigsk Forening. Samtidig skriver Karin Johannsen-Bojsen: "Alt i alt har den tids voldsomme kritik af SSFs manglende fodslag med den nye tidsånd dog ikke ført med sig, at foreningen grundlægende har forandret sig".

Her må den opmærksomme læser undre sig. Hvordan kan det være, at en tidligere kritiker nu forvalter en forening, der ifølge Johannsen-Bojsen grundlæggende ikke har ændret sig? Forfatteren giver ikke noget bud på svar.

Vi får et godt indblik i hendes dagligdag i lærergerningen på Duborg-Skolen, og flere gange gennem hele bogen dukker hendes mors stemme frem. Man får indtrykket af en bestemmende mor, der ikke ville give slip på sin datter. Det blev moderen nu alligevel nødt til, da Karin Johannsen havde passeret de 40 år og blev gift med sønderjyden Hans Gunner Bojsen, der dengang var gymnasielærer i Sønderborg og rykkede tilbage til Flensborg, hvor han i nogle år i 1960erne allerede havde undervist på Duborg-Skolen.

"Dengang jeg giftede mig med Hans Gunner, havde mor frem for alt følt det som et smerteligt tab af sin datter - ja, nok nærmest som en dyb personlig krænkelse", hedder det i bogen.

Man kommer til at tænke på Arthur Jensens gamle danske sang med omvendt fortegn: "Men det må jeg ikke for moar".

Efter endt læsning står indtrykket af forfatteren tilbage: Målbevidst og særdeles vedholdende, med stærke idealer og en imponerende energi. Hvor andre måske ville være blevet ramt af blufærdighed, fortsætter hun med at delagtiggøre læseren i ofte meget private hændelser, deriblandt kærlighedsaffærer.

Og det leder os tilbage til begyndelsen: For erindringerne er så detaljerede, at de nok kan have stor interesse for sydslesvigere og Sydslesvig-venner i Danmark. Men de når næppe ud til en bredere kreds. Dertil er Sydslesvig trods alt et for lille samfund.

For den lille skare af læsere er erindringerne dog ganske interessant læsning.

Desværre er forside-layoutet gammeldags, og det vil næppe virke fremmende på bogens salg.

Forfatteren slutter i øvrigt med at slå fast, at der ikke kommer flere bøger fra hendes hånd.

 

Karin Johannsen-Bojsen: Sydslesvigkvinde, 496 sider (Poul Kristensens Forlag).

 

Bogdetaljer

Forlag
Poul Kristensen
Faustnummer
27476287
ISBN
9788778512789
Antal sider
494

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer