Fortiden er ikke hvad den har været

Meyerhoffs roman er underholdning i topklasse og ikke til at komme uden om, hvis man er til humoristiske bøger med vid og bid.

Som yngste søn af direktøren på en tysk ungdomspsykiatrisk anstalt i Slesvig vokser Joachim op blandt alle de gale, de tossede, de debile, de tavse, skrigeskinkerne og alle de andre beboere. Han har derfor en helt usædvanlig barndom sammen med sine to ældre brødre, sin italienske mor og sin meget excentriske psykiaterfar. Og det er virkelig sjovt og virkelig sørgeligt, men hold nu op, hvor kan han balancere det sjove og det triste, så man bliver både underholdt og beriget som læser.

Det er en kunst at lade det komiske og triste gå hånd i hånd, således at vi endnu en gang indser, at der ikke altid er stor forskel på det normale og det gale. Historien om dette galehus er der kommet en meget meget morsom roman ud af, som bør få lige så mange dedikerede læsere som fx ’En mand der hedder Ove’ eller ’Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt’.

Joachim lever som lillebror i en familie, hvor storebrødrene ikke bruger vanvittig meget tid på ham, det skulle da lige være, hvis de kan udstille hans uvidenhed på grusom vis, som kun store søskende evner. Og forældrene er også deres helt egne, for selv om de elsker deres børn, så lever de deres helt eget voksenliv uden at bruge særlig meget tid på børnene. Det er meget tidstypisk, i 60’erne fik man lov til at leve sit eget børneliv uden voksen indblanding, længe før begrebet curlingforældre var opfundet. Man finder dog hurtigt ud af, at alt i familien ikke altid er, helt som det skal være.

Jeg vil ikke nævne nogle af de vidunderlige og grinagtige episoder fra bogen, for der er så mange, men kun slå fast, at jeg varmt kan anbefale denne skønne, sjove, humoristiske, erindringsroman om en barndom og ungdom fra der var engang. Jeg har ikke tal på de gange, jeg måtte læse højt for dem, der var i stuen, mens jeg læste.