Blog
Seriemordere og Havekrimier
Krimimessens tema i år var ”Seriemordere”. De meget hypede krimier for tiden er nu ikke seriemorderkrimier, men massemorderkrimier, jeg hentyder selvfølgelig til bl.a. ”Hypnotisøren” og ”Svinehunde”.
Krimimessen dækkede emnet ved en paneldiskussion om ”Seriemord og krimifortællingens dynamik” og en meget akademisk forelæsning om ”Psykologisk gerningsmandsprofilering”.
Der har været en tendens til at krimierne bliver blodigere og blodigere, jo flere maltrakterede lig, man kan levere, jo bedre. Og det er her jeg står af. Giv mig til enhver tid en intelligent krimi, så må der være så mange eller så få ofre, det skal være. Jeg har netop læst Leonardo Paduras seneste epos fra Havana, ”Fortidens tåger”. Der er en gåde, som Mario Conde sætter sig for at opklare mere eller mindre af personlige grunde, halvvejs henne i bogen dukker der et lig op, og Conde får også advarende tæsk på et tidspunkt. Men krimielementet er meget nedtonet, og det bliver bogen ikke dårligere eller mindre spændende af.
Søren Ryge Petersen var inviteret til at tale med Bo Tao Michaëlis om ”havekrimier”. Lidt loren gik man derhen, skulle man nu høre om mord blandt roserne, blodspor i georginebedet eller bedrag i kartoffelrækkerne? Bare rolig, vi fik ikke linet en række Barnaby-lookalikes op, men en læsers opdagelse og fascination af genren, når den er bedst.
Han startede med Sjöwall og Wahlöö, mens han studerede i 1970’erne, og han opdagede at sprog, plot og menneskekundskab kunne gå op i en højere enhed.
Andre gode forfattere er kommet til; nævnt blev Jan Guillou, Henning Mankell, Arne Dahl og Anne Holt, men højt over alle regerer John le Carré, og ikke blot fordi han har skrevet ”Den standhaftige gartner”.
I Ryge Petersens havehus på Djursland bliver le Carré læst og genlæst for sprogets skyld, for den intelligente intriges skyld, for plottets skyld.
Sprog og plot er alfa og omega for en god krimi, og heri kan jeg kun give ham ret. Og det gælder jo al god litteratur.
Krimimessens tema i år var ”Seriemordere”. De meget hypede krimier for tiden er nu ikke seriemorderkrimier, men massemorderkrimier, jeg hentyder selvfølgelig til bl.a. ”Hypnotisøren” og ”Svinehunde”.
Krimimessen dækkede emnet ved en paneldiskussion om ”Seriemord og krimifortællingens dynamik” og en meget akademisk forelæsning om ”Psykologisk gerningsmandsprofilering”.
Der har været en tendens til at krimierne bliver blodigere og blodigere, jo flere maltrakterede lig, man kan levere, jo bedre. Og det er her jeg står af. Giv mig til enhver tid en intelligent krimi, så må der være så mange eller så få ofre, det skal være. Jeg har netop læst Leonardo Paduras seneste epos fra Havana, ”Fortidens tåger”. Der er en gåde, som Mario Conde sætter sig for at opklare mere eller mindre af personlige grunde, halvvejs henne i bogen dukker der et lig op, og Conde får også advarende tæsk på et tidspunkt. Men krimielementet er meget nedtonet, og det bliver bogen ikke dårligere eller mindre spændende af.
Søren Ryge Petersen var inviteret til at tale med Bo Tao Michaëlis om ”havekrimier”. Lidt loren gik man derhen, skulle man nu høre om mord blandt roserne, blodspor i georginebedet eller bedrag i kartoffelrækkerne? Bare rolig, vi fik ikke linet en række Barnaby-lookalikes op, men en læsers opdagelse og fascination af genren, når den er bedst.
Han startede med Sjöwall og Wahlöö, mens han studerede i 1970’erne, og han opdagede at sprog, plot og menneskekundskab kunne gå op i en højere enhed.
Andre gode forfattere er kommet til; nævnt blev Jan Guillou, Henning Mankell, Arne Dahl og Anne Holt, men højt over alle regerer John le Carré, og ikke blot fordi han har skrevet ”Den standhaftige gartner”.
I Ryge Petersens havehus på Djursland bliver le Carré læst og genlæst for sprogets skyld, for den intelligente intriges skyld, for plottets skyld.
Sprog og plot er alfa og omega for en god krimi, og heri kan jeg kun give ham ret. Og det gælder jo al god litteratur.
Kommentarer