Det gode Hjerte

København, september 1939 – et nyt årti står for døren – truende, måske? Der ventes i lummervarmen, hvornår bryder det løs? Og hvad så?

Vi har utallige romaner der omhandler 2. verdenskrig, men langt de fleste er skrevet senere med en bagklog viden om krigens udfald. Den viden havde Jens Gielstrup ikke da han udgav sin anden og sidste roman, ’Det gode Hjerte’, i 1939.

Med den lidt vege og drømmende Gustav som centrum møder vi en gruppe unge i København lige før krigsudbruddet i september 1939. De tænker på varmen, det andet køn – og en smule på fremtiden. Men fremtiden er usikker, for ”krigen” er et faktum, selv om den ikke er brudt ud - endnu. I de sidste hede dage venter alle på at tordenen bryder løs og renser luften, meteorologisk såvel som politisk.

Man mødes på ”Det gode Hjerte”, en café i København med udendørs servering og udsyn til lysavisen der holder én orienteret om begivenhederne syd for grænsen. Dér flokkes folk i den varme eftersommer 1939 for at få en kold øl, møde vennerne og følge med i hvordan det går med ”krigen”, en underlig uvirkelig, men alligevel håndgribelig og skræmmende størrelse. Skal man forlove sig? Har man overhovedet en fremtid? Bliver man indkaldt?

Det er en bog af ringe omfang, men den sætter sit præg på læseren. Kontrasten mellem de unges ønske om renhed og idyl og virkelighedens krigstrussel er knivskarp. At sproget har reportagepræg, giver bogen en særlig trediveragtig stil, men det er alligevel en nydelse at læse, både enkelt og skarpt observerende. Den usikkerhed der må have præget hverdagen, kan læses mellem hver linje, og man kan forestille sig at bogen er skrevet meget hurtigt – men sikkert – i krigens første dage.

Jens Gielstrup var journalist og blev Politikens korrespondent i London i 1940. Han meldte sig til RAF og blev skudt ned i 1943. Det kan kun beklages at forfatteren ikke skulle få mulighed for at udvikle og modne sit talent.