Glasklokken

Sylvia Plaths eneste roman er en intens og delvist selvbiografisk beskrivelse af en ung kvindes sammenbrud. 

'Glasklokken' fra 1963 er en roman om den 19-årige Esther Greenwoods psykiske sammenbrud. Fortællingen begynder i 1950'ernes New York, hvor Esther har vundet en måneds ophold som gæsteredaktør for et berømt magasin. Sammen med en gruppe andre unge piger får hun en smagsprøve på det glamourøse liv i New York med dyre restauranter, modeshows og fester. Men under overfladen lurer tomheden, og Esther, der er drevet af stærke ambitioner, kæmper samtidig med et altoverskyggende tungsind:   

”Det var en sær, lummer sommer, den sommer de henrettede Rosenbergparret i den elektriske stol, og jeg vidste ikke, hvad jeg lavede i New York. Jeg duer ikke til henrettelser. Bare tanken om den elektriske stol giver mig kvalme, og det var det eneste, man kunne læse om i aviserne – opspilede overskrifter stirrede på mig ved hvert gadehjørne og fra hver metronedgangs mugne, peanutlugtende mund. Det havde ikke noget med mig at gøre, men jeg kunne ikke holde op med at tænke på det, hvordan det ville være at blive levende brændt langs nerverne.”

Det stemningssættende citat fra bogens indledning står som en forprøve på det, der vil komme i romanens anden halvdel, hvor Esther vender hjem til Boston og modtager afslag på det skrivekursus, hun har søgt optagelse på. Hun rammes af en alvorlig depression, forsøger at tage sit liv og indlægges til psykiatrisk behandling og gentagne elektrochok-behandlinger, som hun oplever som skræmmende og smertefulde. Efterhånden som Esthers tilstand forværres, bliver romanen mere og mere knugende og intens, og læseren får et indblik i, hvordan verden opleves, når den ses gennem depressionens glasklokke.    

Koket galgenhumor og bidende sarkasme
Romanen er skrevet på en ætsende humor og en bidende sarkasme. Sproget er rigt på beskrivelser og billeddannelser, og den kokette galgenhumor lurer op fra sætningerne med sitrende smerte: 

”Det var ligesom første gang, jeg så et kadaver. I ugerne efter dukkede kadaverets ansigt – eller det, der var tilbage af det – op i min tallerken med røræg og bacon, eller det viste sig i Buddy Willards ansigt, Buddy, hvis skyld det var, at jeg overhovedet havde set det, og ret hurtigt begyndte jeg at have det, som om jeg gik rundt med kadaverets hoved i en snor om halsen som en eller anden form for sort, næseløs ballon, der stank af eddike”.

Med bidsk attitude og klaustrofobisk intensitet skrives Esthers smertelige erfaringer frem. Plath rammer med elegant skarphed de sorgfulde sammenligninger, når fx det at se to mennesker blive mere og mere vilde med hinanden beskrives som at se Paris fra et raslende lyntog på vej i modsat retning: ”for hvert sekund bliver byen mindre og mindre, men det føles egentlig, som om det er dig, der er ved at blive mindre og mindre og mere og mere ensom, mens du drøner væk fra alle lysene og begejstringen med en million kilometer i timen”.

Feminisme og samfundskritik  
Beskrivelsen af Esthers første elektrochokbehandling retter en skarp, kritisk brod mod det psykiatriske system: 

”Luften knitrede med blåt lys, og for hvert lyn jog et stort stød gennem mig, indtil jeg troede, at hver en knogle i min krop ville blive knust, og min livssaft sprøjte ud som en flækket plante. Jeg undrede mig over, hvad jeg havde gjort, der var så forfærdeligt”.

Esthers sammenbrud indskrives i en generel samfundskritik, der koncentrerer sig om hendes erfaringer som kvinde i en stærkt patriarkalsk kultur. Et eksempel på Esthers kritiske blik på kønnene skrives frem, efter den medicinstuderende Buddy Willard, hendes forlovede, har taget hende med til en fødsel og fortalt hende, at kvinden havde fået noget medicin, der ville få hende til at glemme, at hun har haft nogen form for smerter: 

”Jeg synes, det lød præcis som den slags medicin, en mand ville opfinde. Her lå en kvinde med frygtelige smerter, som helt åbenlyst mærkede hver og en, ellers ville hun ikke stønne, som hun gjorde, og denne kvinde ville tage hjem og lave et nyt barn, for medicinen ville få hende til at glemme, hvor voldsom smerten havde været. Men hele tiden, i et hemmeligt aflukke i hende, ville denne lange, blinde, dørløse og vinduesløse smertens korridor vente på igen at kunne åben sig og spærre hende inde”.   

Sylvia Plaths forfatterskab
'Glasklokken' er Sylvia Plaths eneste roman. Hun udgav den i 1963 under pseudonymet Victoria Lucas. I et brev til moren kalder hun romanen for et selvbiografisk svendestykke, som hun var nødt til at skrive for at frigøre sig fra fortiden. Romanen bygger på selvbiografisk materiale, og der er en lang række sammenfald mellem hovedpersonen Esthers og Sylvia Plaths eget liv, blandt andet det ambivalente forhold til moderen og faderens tidlige død. Også Esthers selvmordsforsøg, hvor hun kravler ind under moderens hus og tager en overdosis piller, er en litterær gengivelse af et af Plaths egne selvmordsforsøg. 

Sylvia Plath nåede kun at udgive to bøger i sin levetid; digtsamlingen 'The Colossus' fra 1960 og 'The Bell Jar' (Glasklokken) fra 1963. En måned efter romanens udgivelse tog Sylvia Plath sit liv. Begge hendes bøger forblev ubemærkede, og først da digtsamlingen 'Ariel' blev udgivet posthumt i 1965, blev Sylvia Plath et navn. Efter hendes død er også hendes breve og dagbøger udgivet, og Plath modtog posthumt i 1982 Pulitzer-prisen for digtsamlingen 'Collected Poems', der blev udgivet udgivet året før. 

Psykiske sammenbrud i litteraturen
'Glasklokken' er en af de mest kendte litterære beskrivelser af en kvindes psykiske sammenbrud, men den er langt fra den eneste. Allerede i 1895 udgav Amalie Skram den delvist selvbiografiske roman 'Professor Hieronimus' baseret på egne oplevelser under en indlæggelse på psykiatrisk hospital. Unica Zürns 'Manden i Jasminen' fra 1971 skildrer en kvinde, der som Zürn selv lider af vrangforestillinger. Romanen er udgivet posthumt efter forfatterens selvmord i 1970. Beate Grimsruds 'En dåre fri' fra 2010 er ligeledes en delvist selvbiografisk beskrivelse af livet som psykisk syg. Hovedpersonen er en kvinde, der har været ind og ud af psykiatriske afdelinger og ikke kan være i fred for stemmerne i sit hoved. Karen Fastrups anmelderroste 'Hungerhjerte' fra 2018 er en autofiktiv roman om at blive diagnosticeret med borderline. 

En række nyere danske forfatterskaber rummer beskrivelser af mentale lidelser, og fænomenet er blevet omtalt som en nutidig bølge af litteratur om psykisk sygdom og sårbarhed. Teksterne handler om følsomhed og beskriver menneskelige erfaringer med psyken. Listen over forfattere, der har beskæftiget sig med emnet, rummer bl.a. Cecilie Lind, Hanne Højgaard Wiemose, Asta Olivia Nordenhof, Johanne Kirstine Fall og Louise Juhl Dalsgaard.