Sylvia Plath

Med udgangspunkt i eget liv, skrev Sylvia Plath gribende litteratur, der stadig virker aktuel i dag, selvom det er 90 år siden, hun blev født.

Selvom Plaths historie med rette har gjort hende til et ikon indenfor den feministiske litteraturhistorie, er hendes litteratur meget mere end et stykke kvinde-kulturhistorie.  Allerede som teenager kæmpede hun mod - men også med - depression og angst.

Dette førte til en række spændende værker, der med et fascinerende sprog og en talende intencitet fortæller historien om en kvinde, der ikke kunne acceptere de muligheder fyrrenes og halvtredsernes amerikanske middelklasseliv tilbød hende, men som i stedet flygtede ind i galskaben og litteraturen.

Selvom dette lyder som tidsbegrænsede temaer, er Plath en forfatter, det stadig er værd at stifte bekendskab med, ligesom hendes forfatterskab er et godt og forfriskende eksempel på den bekendelseslitteratur, der senere fik et noget blakket ry. 


Liv og levned
Sylvia Plath blev født i 1932 i Boston som datter afl den østrisk-amerikanske Aurelia Schober Plath og den tyske Otto Plath. Hendes mor var universitetsuddannet, og hendes far var professor i tysk og biologi ved Boston Universitet, hvilket kan forklare, hvorfor det virkede naturligt for Sylvia at gå akademikervejen på et tidspunkt, hvor det stadig var relativt sjældent, at kvinder kom på universitetet. I 1950 blev Plath således optaget på Smith College, hvor hun hurtigt blev redaktør på The Smith Review. Dette var ikke overraskende. Allerede tidligt havde Plath vist litterære evner og havde som blot otteårig debuteret som digter i Boston Herald’s børnesektion.

Plath fortsatte med at imponere som skribent, og i 1953, under hendes trejde år på Smith Collega, fik hun tilbudt en plads som gæsteskribent på Mademoiselle magazine. I forbindelse med dette opholdt Plath sig en måned i New York. Oplevelsen var en skuffelse for Plath, og da hun ved hjemkomsten erfarede, at hun ikke var blevet udvalgt til det skribentseminar, hun havde håbet at bruge sin sommer på, blev hun ramt af en depression.

Plath blev henvist til en psykiater, men stolede ikke på ham og afbrød hurtigt behandlingen. Kort tid derefter tog hun en stor dosis sovepiller og gemte sig under familiens hus. Plath blev ikke fundet før tre dage senere – tre dage, hvor både hendes nærmeste og politiet frygtede, at hun var blevet bortført eller myrdet.

Det næste halve år brugte Plath på et psykiatrisk hospital, denne gang med den kvindelige terapeut Dr. Ruth Beuscher. Beuscher havde en bedre forståelse for Plath, og hendes kombination af samtaleterapi,  insulinbehandling og chokterapi hjalp Plath.

I Januar 1955 blev Plath æresstudent fra Smith College og fortsatte videre til Cambridge. Her genoptog hun sin skribentvirksomhed og publicerede blandt andet en del digte i universitetsavisen Varsity. Selvom en af årsagerne til Plaths depression var frygt for ægteskabet og de restriktioner denne institution pålagde den kvindelige part, var det også på Cambridge, at Plath mødte Ted Hughes, som hun kort tid efter giftede sig med. Hughes var en lovende digter og havde forståelse for Plaths ambitioner.

I 1957 flyttede parret tilbage til USA, hvor Plath i første omgang begyndte at undervise på Smith College. Undervisningen gav hende dog ikke nok tid til at digte, og i 1958 blev hun derfor receptionist på Massachusetts General Hospitals psykiatriafdeling. Plaths første år som skribent stod således i ”galskabens” tegn – både hendes egen og andres, idet Plath gennem årene med jævne mellemrum selv var i psykiatrisk behandling. Endvidere var Plath ikke bange for, at bruge sine egne oplevelser som både kvinde og ”gal”  i sin litteratur, hvilket sidenhen gav hende titlen som en af bekendelseslitteraturens pionerer.

I 1960 blev Plath mor, og et lille år senere udgav hun for første gang en digtsamling, The Colossus and other Poems (1961), der blev rost af kritikerne, men dog først virkelig blev anerkendt efter hendes død. The Colossus består af fyrre digte, hvor Plath skriver om skeletter, fædre og selvmord med en række billeder, der for sin tid var yderst originale og som var bygget op som lag på lag af forskellige meninger. I digtene er Plaths mentale sygdom ligeledes tydelig. Hun beskriver livet som larmende og voldsomt og døden som noget, man sulter efter.

Plath var da også stadig præget af sin depression, og i juni 1961 forsøgte hun atter engang at begå selvmord. Dette lykkedes imidlertid ikke og i januar 1962 fik Plath sit andet barn. Kort tid efter blev hun separeret fra Hughes, fordi han havde en affære. Plath var nu alene med to små børn, og hendes depression dukkede endnu engang op. Alligevel formåede hun at færdiggøre digtsamlingen Ariel (1965), der dog først udkom efter hendes død. I januar 1963 publicerede hun sin semibiografiske roman The Bell jar, der generelt fik gode anmeldelser. Alligevel var Plath stadig plaget af depression. Den 1.1 februar fandt hendes børns barnepige hende død. Hun havde hovedet i ovnen og havde forseglet døren mellem sig selv og sine sovende børn.

 

Under en glasklokke
The Bell Jar (1963 – da. Glasklokken) er Plaths første og eneste roman. Værket er stærkt biografisk, om end navne er ændret, og Plath selvfølgelig har fiktionaliseret en del. Bogen handler om den unge Esther Greenwood, der ligesom Plath selv får tilbudt en praktikplads på et prominent New Yorker-magasin. Esther, der er en ambitiøs skribent, nyder imidlertid ikke opholdet, men bliver skræmt og desorienteret. Da Esther kommer hjem, rammes hun af en depression. Hun kan ikke se sig selv i et af de traditionelle kvindejob som eksempelvis stenograf.

I stedet drømmer hun om at skrive en roman, men mener ikke, hun har livserfaring nok, idet hun har brugt størstedelen af sin tid på at forbedre sine akademiske færdigheder. Samtidig er hun frustreret over den forventning om ægteskab og moderskab, der ligger på hendes skuldre, og misunder mandskønnet dets frihed.

Da depressionen forværres søger Esther hjælp, men stoler ikke på sin psykiater, og da han ordinerer chokbehandling nægter hun at vende tilbage. Esher har det imidlertid stadig dårligt. Hun føler sig fanget under en glasklokke ude af stand til at få vejret og ender med at forsøge at begå selvmord. Efter dette bliver Esther indlagt på en institution, hvor hun møder Dr. Nolan, en kvindelig terapeut. Dr. Nolan kombinerer psykoterapi med insulin- og chokbehandling, hvilket medfører en bedring for Esther. Romanen slutter åbent, med at Esther går ind til den samtale, hvor det skal bedømmes om hun kan forlade institutionen eller ej.  

Et sådant handlingsreferat kan give det indtryk, at The Bell Jar er en meget dyster bog. Dette er imidlertid ikke hele sandheden. Værket er præget af en bidende ironi og sort humor, der forstærkes gennem Esthers ”gale” måde at se verden på. Samtidig er det en elegant bog, der gennem et klart billedsprog  retter en indirekte kritik mod samtidens kvindesyn. Et eksempel på dette er den rolle, blodstænk spiller i romanen: Da Esther bliver forsøgt voldtager, giver hun voldtægstmanden en blodtud. I forbindelse med sine selvmordstanker øver hun sig i at skære i sig selv.  Tabet af hendes mødom medfører så kraftige blødninger, at hun må søge lægehjælp. Blodet markerer signifikante ændringer i Esthers liv og kobler disse med traditionelle kvindedyder som selvopofrelse og evnen til at lide, desuden er det kun i tilfældet med selvmordsforsøget, at blodet ikke er et direkte resultat af Esthers interaktion med en mand.

Også i andre sammenhænge spiller det kropslige en markant rolle. For Esther er kroppen en fjende, der nægter at lade hende dø. Da hun forsøger at drukne sig selv, hører hun sit hjerte slå ”Jeg er, jeg er, jeg er”. Esther må derfor forsøge at narre den levedygtige krop ind i døden. En del af kroppens fjendestatus hænger sammen med Esthers køn. Det er den kvindelige krop, der kan voldtages, og det er den kvindelige krop der bløder efter samleje. Esther er fremmedgjort overfor denne krop. Da hun på det psykiatriske hospital ser et billede af sig selv i et glittermagasin, føler hun en voldsom distance mellem sit virkelige selv og det selv, verden ønsker at se. På samme måde har hun problemer med sit spejlbillede. Esther tager flere gange reflektionen i spejlet for at være en anden person, og efter sit selvmordsforsøg kan hun, meget signifikant, ikke vurdere om væsnet i spejlet er af han- eller hunkøn.

En del af Esthers kamp kan således læses som udsprunget af misforholdet mellem Esther, som hun ser sig selv, og den Esther omgivelser forventer hun skal være. Glasklokken, der lukker Esther ude fra verden og forsøger at kvæle hende, er således på samme tid hendes sindsygdom og et billede på den kvindeundertrykkelse, der stadig fandtes i det amerikanske samfund. The Bell Jar er på den ene side en meget personlig bog om et enkelt individs kamp mod sig selv og på den anden side en stærk fortælling om en hel generation af kvinder.