Rystende, rørende og troværdigt portræt af en ung piges psykiske nedtur i 50´ernes USA i en ny og meget vellykket oversættelse.
Det sku´ vær´ så godt, mener den 19-årige Esther Greenwood, som er hovedpersonen i Sylvia Plaths ’Glasklokken’, der udkom i 1963, blot en måned før det lykkedes den 30-årige Plath at begå selvmord. Den unge Esther har da også et og andet tilfælles med sin skaber, og romanen kan derfor med god ret karakteriseres som autofiktion. (Den genre er ikke ny, nej.)
Under normale omstændigheder synes denne anmelder ikke, at man behøver at dvæle unødigt ved, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion, men i tilfældet ’Glasklokken’ får jeg næsten en fornemmelse af, at jeg som læser skylder Plath at tænke hende ind i bogen. Esther er - langt hen ad vejen - en yngre Sylvia Plath.
Når Esther mener, at det sku´ vær´ så godt, men så underforstået slet ikke er det, skyldes det, at hun, da læseren møder hende første gang i begyndelsen af 1950´erne, er på en måneds praktikophold på et modemagasin i New York sammen med 11 andre collegepiger. Det, der skulle have været hendes livs oplevelse, bliver snarere begyndelsen på enden, hendes psykiske nedtur. ”Jeg følte mig meget statisk og tom, på samme måde som orkanens øje må føle sig, når den sløvt hvirvler rundt midt i omgivelsernes hurlumhej”, siger hun i begyndelse af romanen.
Da opholdet i New York slutter, regner Esther med at komme ind på et skrivekursus, hvilket hun får afslag på, og dette slag slår så at sige hovedet på sømmet. Hun flytter hjem til sin velmenende, men ikke udpræget forstående, mor, og efter en noget mislykket og traumatiserende elektrochokbehandling, begynder Esther at fifle med diverse selvmordsforsøg. Et enkelt af disse er så tæt på at lykkes, at hun bliver indlagt på et psykiatrisk hospital – glasklokken har sænket sig tungt ned over hende.
Det er i sagens natur ingen decideret munter roman, men Esther har en udtalt ironisk distance til sig selv såvel som til omverdenen, hvilket er kommet endnu mere til sin ret i denne nye og meget vellykkede oversættelse, som Olga Ravn og Mette Moestrup har begået. Ad sprogets vej bliver historien derfor sine steder ikke uden en vis humoristisk (eller er den snarere sarkastisk?) tone, som rent faktisk klæder den 19-årige Esther, og som samtidig er med til at beskrive hende.
Jeg vil ønske for romanen, at denne nye oversættelse, hvor sproget er respektfuldt ført up to date, vil betyde en renæssance. Med al sin forbandede-ungdom-attitude er romanen en vigtig brik i såvel amerikansk litteratur som inden for den stadigt voksende gruppe af romaner, der beskæftiger sig med psykiske lidelser og udfordringer samt behandlingerne af disse.
Kommentarer