Mit fædreland var en æblekerne

Denne bog om nobelprismodtageren Herta Müller har skikkelse af en samtale med den østrigske litterat Angelika Klammer. Et rystende indblik i et totalitært styres terror mod sin befolkning.

Herta Müller er født og opvokset i den minoritet, der udgøres af den del tysktalende del af Rumænien, og hun fortæller her om livet under diktatoren Ceausescus terrorregime. Bogen er struktureret som et interview, hvor Angelika Klammer stiller spørgsmål. Herta Müllers svar er lange og forklarende, spørgsmålene er der egentlig kun for at drive beretningen videre.

Læseren får et indblik i det triste, grå liv i et fattigt og såkaldt socialistisk land. De sproglige billeder vidner om et overraskende overskud. Men vi oplever også en meget livskraftig vrede, når hun fortæller om opvæksten i en fattig landsby, hvor børnene blev banket og alt var gråt og grimt. Fysisk arbejde var den eneste eksistensgrund, og holdningen var, at kun de, der var for dovne til at arbejde, læste bøger. Den holdning kender vi godt, men at myndighederne holder øje med alle, alle skal føle angst og utryghed, og terror er en naturlig del af livet, kender vi heldigvis ikke, og derfor er det så nyttigt, at vi får noget at vide om det. At vi for eksempel hører om den slags mennesker, der kun alt for nemt træder lige ind i rollen som forhørsledere.

Herta Müllers liv danner basis for hendes skønlitterære produktion, her oplever vi mennesker, der sendes til arbejdslejre, og mennesker der fratages deres værdighed. Nogle knuses, andre lever videre. Sproget er smukt, det er rystende, det er oplysende. Læs noget skønlitteratur af Herta Müller, inden du læser denne, som dog under alle omstændigheder en stor oplevelse.