Tidsskjul

Gospodinov tager læseren med på en forunderlig tidsrejse. Bogen er skrevet så godt, at man får fornemmelsen af at være passager på en balstyrisk og banebrydende tidslig odyssé.

Da jeg tilbage i 2017 læste Gospodinovs 'Melankoliens fysik' var jeg bevidst om, at jeg her var vidne til en af tidens bedste bøger. Siden har jeg i spænding gået og ventet på, at der skulle foreligge en ny bog af ham. Og jeg har ikke ventet forgæves. ’Tidsskjul’ er intet mindre end en admirabel tidsrejse, hvor formen forvirrer og indholdet beriger.

Gospodinov er en af de forfattere, der serverer så utroligt mange tanker og indsigter, at enhver læser må føle sig beriget. Men man betaler ved at give affkald på sin klarhed: Gospodinov sprætter med forvirringen læseren op i sømmene og man er efter endt læsning syet sammen på ny. Forvirringen fremgår allerede af bogens første side: ”Alle virkelige personer i denne roman er opdigtede, kun de opdigtede er virkelige”. Sådan starter ’Tidsskjul’. Så er linjen ligesom lagt og man må imødekomme forvirringen og lade sig opsluge af den for at forstå bogens immanente eksistentialistiske og filosofiske overvejelser.

Netop sondringen mellem det virkelige og det opdigtede er rygraden i ’Tidsskjul’. Fortællingen følger en unavngiven jegfortæller og psykoterapeuten Gaustin, som i fællesskab opretter fortidssklinikker, hvor folk med demens og Alzheimers bliver behandlet for deres tabte hukommelse. Gennem rekonstruktioner af fortiden og fortællinger finder de hukommelsessvigtede fortidens minder frem. Gaustins teori er, at når man mindes noget lykkeligt føler man lykke. Ifølge ham har en verden, hvor flere og flere mister hukommelsen brug for ”beskyttelsesrum fra fortiden. Kald dem ”tidsskjul”, hvis du synes”. Men projektet griber om sig, idet Gaustin ikke stopper ved behandlingen af enkeltpersoner.

Projektet spreder sig til hele Europa, hvor hvert enkelt land via en folkeafstemning skal beslutte hvilket årti, der var landets bedste. Herefter følger landenes forsøg på at rekonstruere deres vigtigste historiske begivenheder i det givne årti. På den måde bliver ’Tidsskjul’ en tidsrejse gennem vigtige historiske begivenheder i europæisk historie, der har formet vores samfund. Sideløbende med dette refereres der til store forfattere, som gennem tiden har beskæftiget sig med tidsbegrebet. Gospodinov lægger tilmed sin egen forfatterollen over på fortællingens jegfortæller, der derved bliver skaber af samme værk, som han befinder sig i. Eksempelvis er hans tegneskitser en del af bogen. Ligesom ’Melakoliens fysisk’ indeholder ’Tidsskjul’ derved tegninger og illustrationer, som står som et elegant brud med den traditionelle romanform og skaber en særlig kontakt mellem læser og jegfortælleren.

Det særegne ved Gospodinov er, at han aldrig gør noget halvt. Og Gaustins evige jagt på at tage hukommelse til nye højder – og andre tider – peger på Gospodinovs egen søgen efter den evige ekspansion af begreber. ’Tidsskjul’ arbejder derfor på mange planer ved blandt andet at pege på sig selv og den tidslighed den både er underlagt og bryder med. Og jegfortællerens undersøgelse af forskellige landes måde at oprette de såkaldte tidsskjul, hvor Den Gamle By i Aarhus bl.a. bliver besøgt, emmer af Gospodinovs eget omfattende research-arbejde for at kunne skrive det værk, som man nu ganske vist kan holde i sine hænder, men som netop ekspanderer under læsningen og står som et enestående skrift om vores egen og fælles hukommelse.