Processen

Bankprokuristen Josef K. – romanens hovedperson – bliver arresteret på sin 30 års fødselsdag. Han ved ikke, hvad han har gjort sig skyldig i, og han får det heller ikke at vide. Han har fortsat lov til at bevæge sig frit og gå på arbejde. Forgæves forsøger han at finde ud af, hvad han er anklaget for, og hvordan han kan retfærdiggøre og forsvare sig selv.

Når han opsøger retten under taget på en stor lejekaserne, møder han en mareridtsagtig labyrint og et surrealistisk bureaukrati. Franz K. kommer i kontakt med kvinder, der hævder at stå i forbindelse til den høje ret, og som han forsøger at få hvervet som sine hjælpere. Kvinderne udøver tilmed en erotisk tiltrækningskraft på Josef K. 

Han forsøger at nå ind i rettens hjerte. Det lykkes ikke. Men rettens tilstedeværelse trænger omvendt dybere ind i Franz K. Det antydes, at der bag lukkede døre en proces i gang mod Franz K., men det holdes hemmeligt for både ham og læseren. Josef K. får intet at vide, men føler selv, at hans tid er ved at rinde ud.

Dagen før sin 31 års  fødselsdag bliver Josef K. afhentet af to mænd og kørt til et stenbrud, hvor han fysisk bliver likvideret.

Sproget i »Processen« er typisk Franz Kafkask. Selv i de mest brutale situationer holdes det i en rolig og distanceret tone.  Romanen fortælles i tredje person – og alligevel får læseren kun sparsomme oplysninger om  det, der ligger uden for hovedpersonens viden og erfaringshorisont. I romanens indgang er der dog en betragter, der ved mere: Nogen må have angivet Josef K. eller være gået bag hans ryg, uden at han angiveligt har gjort noget. Der antydes alligevel en usikkerhed

Der findes næppe nogen roman, der som »Processen« er blevet udsat for så mange fortolkninger.  Der er skrevet tykke bøger med analyser og interpretationer, der ligger langt uden for rammerne af romanteksten. Den tyske forfatter Martin Walser er senest gået i brechen for, at analytikerne holder sig strengt til romanteksten.

Der er dog flere tolkningsmuligheder eller hovedretninger inden for analysen, som alle har deres berettigelse. Den første er naturligvis den selvbiografiske. Kafka var uddannet inden for forsikringsjura, og der er flere referencer hertil i romanen.

Den anden er den historisk-kritiske analyse. Romanens baggrund er det Østrig-Ungarske Kejserrige med dobbeltmonarkiets stærke sociale og etniske konflikter. Den tredje tolkning er Kafkas jødiske baggrund, og den fjerde af psykoanalytisk karakter: Romanen ses her som en indre proces, en indre selvbebrejdelse eller konflikt, der intet har med det ydre at gøre. Den femte er den politiske og sociologiske indgang. Det er kritikken af det umenneskelige og selvforstærkende moderne bureaukrati, der udgjorde og udgør en trussel mod individets frihedsrettigheder.

De mange tolkningsmuligheder siger noget om kvaliteten af denne roman, der bør være en del af enhvers personlige kanon.