Uskyldens museum

"Uskyldens museum" er Pamuks hidtil mest rørende værk og en omvendt pageturner, der giver lyst til at blade tilbage og genlæse igen og igen. Slow food for hjernen og hjertet og en stor læseoplevelse.

”Det var det lykkeligste øjeblik i mit liv, skønt jeg ikke vidste det. Hvis jeg havde vidst det, hvis jeg havde værnet om denne gave, ville det hele så være faldet ud på en anden måde? Ja, hvis jeg havde erkendt dette øjeblik af fuldkommen lykke, ville jeg have fastholdt det og aldrig ladet det slippe bort.”

Sådan indleder tyrkiske Orhan Pamuk sit første skønlitterære værk, efter han i 2006 modtog Nobelprisen i litteratur.

Den rige fabrikantsøn Kemal står på tærsklen til at blive gift med et passende parti fra det bedre borgerskab, da han møder Füsun, en fjern slægtning, som han indleder en affære med og forelsker sig hovedkulds i. Efter forlovelsesfesten bryder han forlovelsen med Sibel, men da er det for sent. Füsun er forsvundet og har giftet sig med en anden.

Sådan. Scenen er sat, og der er ikke skyggen af nyhedsværdi i den. Men Pamuk formår at sammenflette det egentlig så banale trekantsdrama med så meget af det tyrkiske samfund og dets kulturer, kontrasten mellem traditionelle værdier og vestlig frigørelse fra 1970'erne til i dag, at det, ligesom i mesterværket 'Den sorte bog', også bliver en odyssé rundt i Istanbuls gader, med dets mylder af spændende og tragiske skæbner, der hver især udgør en lille brik i Pamuks istanbulske mosaik.

Og som altid hos Pamuk spiller Bosporusstrædet en ikke væsentlig rolle som symbol på splittelsen mellem øst og vest, det traditionelle og det moderne og her også mellem Füsun og Kemal. Som en slange snor den sig gennem den tyrkiske smeltedigel og hindrer enhver forsoning.

Kemals lange, seje jagt på Füsun og hendes hjerte er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har læst. Med sine langsomme, gentagende, men inderligt insisterende sætninger, den egentlig simple handling og den sejlivede forelskelse, leder den tankerne hen på Márquez' 'Kærlighed i koleraens tid', begge umådeligt smukke værker. 

'Uskyldens museum' kræver en tålmodig læser, der ønsker andet end simpelt tidsfordriv, for denne roman er kun en pageturner i den forstand, at man ønsker at blade tilbage og genlæse det ene smukke afsnit efter det andet. Det er ganske enkelt fremragende og noget af det bedste, jeg nogensinde har læst.