Åndernes hus

Den internationale bestseller af Isabel Allende om fire generationer sideløbende med Chiles omskiftelige historie i 1900-tallet.

Isabel Allendes store gennembrudsroman er en sydamerikansk familiesaga, der for et forudsætningsløst nordamerikansk og europæisk publikum anskueliggør de politiske forhold i Chile – fra Folkefrontens sejr i 1969 til militærkuppet mod den socialistiske statspræsident Salvador Allende i 1973 med det efterfølgende militærdiktatur.

Romanens centrum er den patriarkalske godsejer Esteban Trueba, der efter min mening er den eneste figur i romanen, som forfatteren virkelig giver liv og farve. Alle andre romanfigurer forbliver skabeloner, selv om læseren ikke kan underkende, at kvindefigurerne Clara, Blanca og Alba her og der viser konturer, der gør dem troværdige.

Isabel Allende fabulerer, så det er en lyst, og det er nok især det, der har tiltrukket millioner af læsere i Europa. Hverken sprogligt eller formmæssigt bevæger romanen sig ud over det gennemsnitlige, men sceneriet er ofte pittoresk og persongalleriet så spraglet, at bogen absolut er læseværdig.

Familiekrøniken fortælles fra et kvindeperspektiv og er en vellykket rammefortælling over fire generationer. Romanen har stærke selvbiografiske træk og rummer referencer til Chiles omskiftelige historie fra 1920erne frem til det reaktionære regime. Figurerne symboliserer meget overbevisende de forskellige kræfter i det chilenske samfund.

Patriarken Esteban er en konservativ og indskrænket mand, der til slut erkender sine fejltagelser, da hans barnebarn ender i en koncentrationslejr. Gennem hele sit liv har han været styret af et snævert menneskesyn, der ikke gjorde ham i stand til at lade det enkelte individ leve frit og træffe sine egne frie valg. Kvindefrigørelse og kommunisme er de to evige spøgelser i huset, der hjemsøges af overnaturlige kræfter. 

Det er kvinderne, der er hovedpersonerne i denne roman. Deres navne, Nivea, Clara, Blanca og Alba, har betydningerne snehvid, klar, lys og hvid og står i kontrast til de mandlige figurers navne, der er traditionelle og landlige.

Romanen fortælles gennemgående i tredje person bortset fra enkelte passager, hvor den højreorienterede patriark Esteban Trueba og det venstreorienterede barnebarn Alba fortæller i første person. Det er nemlig Alba, der rekonstruerer familiehistorien ved hjælp af Esteban Trueba, og det er også disse to repræsentanter for de yderligtgående kræfter i det chilenske samfund, der ender med at møde hinanden. Blod er meget tykt i Sydamerika.

Det er ikke noget tilfælde, at Åndernes Hus blev til den succes, romanen blev til. Og så kan alle de fine litterater og Sydamerika-aficionados komme med alle deres indvendinger. Flertallet ved som regel, hvad det vil have.