Efter Gud : det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden

En skarp og velskrevet bog om ungdomsoprøret, forløberne og senfølgerne. Henrik Jensen træder på et par ømme tæer undervejs, og hans bog er god at få forstand af.

Forfatteren er historiker, og denne bog ligger i forlængelse af hans ’Ofrets århundrede’(1998) og ’Det faderløse samfund’(2006). Han stiller tingene på spidsen, men hans analyser er klare og velbegrundede. Han er en belæst herre, der refererer til mange relevante kilder, både faglitterære og skønlitterære, for at belyse sine synspunkter. Selv om 68’er generationen er i fokus, får læseren de lange linjer med. Ungdomsoprøret i 1960’erne og 1970’erne kom ikke ud af den blå luft, men havde forløbere, ikke mindst i den dramatiske periode fra 1914-1945. Ungdomsoprørets senfølger er stadig meget mærkbare i vores samfund, hvor der ikke længere er en god balance mellem pligt- og rettighedskultur. De fælles værdier er smuldret, individet er i centrum, og resultatet er en rodløs og navlepillende ungdom.

Henrik Jensen tilhører selv 68’er generationen, og bidrager også med erfaringer fra sit eget liv, hvor man forstår, at han var med på sidelinjen, men mest som måbende tilskuer. Han er tilhænger af det borgerlige samfund med fælles værdier, hvor pligt er lige så vigtig som rettighed og med en sund nationalisme (Henrik Jensen er ikke bange for at bruge ordet fædrelandskærlighed), der er en forudsætning for sammenhængskraften.

Alt sammen værdier, som ungdomsoprørerne i 1960’erne og 1970’erne forkastede. Selv om det i virkeligheden kun var en mindre gruppe middelklasseunge, der førte an, kom oprøret alligevel til at gennemsyre samfundet og påvirkede de efterfølgende generationer. Tabet af autoriteter ses bl.a. i familien og i uddannelsesinstitutionerne. Den enkelte er i centrum og kræver sin ret. De fælles værdier er smuldret, og solidariteten er blevet til en udvandet globalisering. Pudsigt nok overlevede kapitalismen i fin stil og fik oven i købet en ny forbrugermålgruppe i oprørerne.

Forfatteren er klar i mælet, og han er ikke bange for at være politisk ukorrekt, som da han nævner indvandringen som en destabiliserende faktor. Han karakteriserer det moderne menneske som historieløst og styret af følelser. ”Den som ikke ved, hvor han kommer fra, ved heller ikke, hvor han skal hen, og derfor kan alle veje være lige gode”, som forfatteren rammende udtrykker det. Det skaber rodløshed og angst og giver grobund for et blomstrende terapisamfund.

Man kan bestemt ikke kalde forfatteren for en optimistisk kulturkritiker, men kulsort pessimist er han heller ikke. Hans holdning er afventende. Han ved godt, hvad der skal til for at genskabe et velfungerende samfund, men om det lykkes, er en anden sag. Han ser det som en forudsætning, at vi finder frem til de historiske værdier, og her er kristendommen en væsentlig faktor. Her finder vi værdier, der rækker ud over os selv, mens en Gud- og faderløs verden kaster os ud i meningsløshed.