Den gode soldat Svejks eventyr

Sproget kildrer i lattermusklerne i Steffensens oversættelse af Jaroslav Hašeks antimilitaristiske mammutbog om Svejk.

I sit forord til denne genudgivelse af Eigil Steffensens hysterisk morsomme oversættelse af historien om den enfoldige præmietorsk, der som en anden pinball-kugle ruller gennem det krigsliderlige system i 1914-tallets Østrig, kalder Uffe Ellemann-Jensen bogen for et humanistisk hovedværk. Til trods for dens noget bratte slutning midt i en hundehandel – fordi forfatteren gik hen og døde midt i det hele – er jeg tilbøjelig til at give ham ret.

Romanen, som det nok trods alt er det mest passende at kalde denne kaudervælske samling morbide vittigheder, skæve anekdoter og spidsfindige hundehandler, er helt utrolig. Tænk lige over det: En samtids-satire over noget så mørkt og modbydeligt som den 1. Verdenskrig, hvor fremtidshåbet og troen på det gode i mennesket visnede én gang for alle sammen med blomsten af mange nationers ungdom i sennepsgassens tåger og skyttegravenes mudder. Det er noget af en bedrift!

Hovedpersonen Svejk, en jævn og munter hundehandler og plattenslager der tilhører det tjekkiske mindretal i Østrig, bliver ad sammenviklede omveje fanget op af den rullende nationalistiske krigsmaskine, der trillede hen over den østrigske civilbefolkning i begyndelsen af 1. Verdenskrig. Men i stedet for at stritte i mod eller forsøge at undslå sig tjeneste, rabler han sig vej fra Herodes til Pilatus og tilbage igen, alt imens det etablerede system der er gearet til at håndtere en helt anden opførsel river sig i håret over hans pinagtige dumhed og håbløse idioti. Den er nemlig altid vinklet på en måde, så de ikke kan anfægte den uden at udstille tomheden i deres egen nationalisme. Genialt - og kaglende morsomt.

Det hele går op i en højere enhed i Eigil Steffensens oversættelse af 'Den gode soldat Svejks Eventyr'. Hašeks sans for at flette anekdoter og vittigheder sammen til et satirisk kludetæppe af en historie, Josef Ladas Storm P.-lignende illustrationer, der forener det klodsede med det hyggelige, og Eigil Steffensens fænomenale sans for sproglig gengivelse på bundsolidt Klavs-Kludder dansk. Det var det rette valg at genudgive netop hans oversættelse af teksten. Han har strøet musikalsk ud af apostroffer, mundrette stavemåder og udråbstegn på hver side, så man kommer til at klukle, blot man skimmer dialogen. Når man begynder at nærlæse handlingen, kommer man til at skraldgrine til man får ondt i maven.

Det kan ellers være svært at se den lyse side, når man kigger ud på 1. verdenskrig gennem en gasmaske, der ligner dødens eget ansigt. Det forstår man, når man i dag læser Jüngers I stålstormen eller Remarques Intet nyt fra vestfronten. Men når man læser om den gode soldat Svejk, der bare nikker og bekræfter de krigsliderlige og rabiate officerer i alt hvad de siger, imens de står og råber ham ind i hans enfoldige ansigt så dobbelthagerne blafrer, er det alligevel umuligt ikke at trække på smilebåndet til trods for historiens dystre bagtæppe.

Lad os således gå klukkende og kløgtige ind i fremtiden sammen med Svejk.