En naturlig roman

Fantastisk og fabulerende roman om skilsmisse, fluer, toiletter og andre former for afveje.

Det kan være svært at forklare, hvad bulgarske Georgi Gospodinovs ’En naturlig roman’ egentlig handler om, fordi den udforsker og udfordrer romanen som genre. Fortællingen varieres, udvides, omvæltes og bygges op igen. Men ét er sikkert; adskillelsen går igen – som et par, der går fra hinanden, som mennesker, der udskiller ting på toilettet, som en tolkning af at fare vild og have svært ved at finde tilbage til sit udgangspunkt.

Man kan tage fat i mange spor i romanen, men især den tragiske og banale (i ordets pæneste forstand) fortælling om skilsmissen er rørende – og spreder sig som små glimt til de andre fortællinger i romanen. Gospodinov skriver fantastisk og fremskriver, hvordan man kan forstå skilsmissens væsen, som fx her: ”Hvor var den mekanisme gemt som sled vores ægteskab i stykker […] Alting gentog sig. Jeg blev klar over, at denne tilstand også var udmattende for Emma, men ingen af os var i stand til at skifte retning, at handle anderledes. Mekanismen arbejdede.”

Hvis noget gennemsyrer romanen er det mangel på fokus hos hovedpersonen, som fascineres af fluer, toiletter, andres samtaler, erindringer fra andre årtier og antik filosofi. Dette sammensurium skaber både smukke, vilde, kaotiske og komiske kapitler, der er skrevet i et letforståeligt sprog, som gør romanen en fornøjelse at læse.

Gospodinov opsummerer min oplevelse af romanen i følgende formulering: ”Jeg vil ønske, at nogen siger: Denne roman er smuk, fordi den er vævet sammen af tvivl.” Hvis ikke romanen selv sagde det, ville jeg gøre det. Den tvivl, der opstår i det fejlslagne ægteskab, spreder sig som et smukt tæppe gennem hele romanen.

Som i ’Melankoliens fysik’ af samme forfatter, der udkom på dansk ved Jensen & Dalgaard i 2017 (bulgarsk 2012), undersøger Gospodinov også her tingens væsen i deres detalje. Hvilket understreges af det øverste citat ovenfor. Fortælleteknikken, hvor der skiftes retning i historien, fungerer fortrinligt. Den måde at skrive på indfanger læseren og gør, at man hele tiden læser videre for at blive klogere på, hvor fortællingen nu bevæger sig hen. Det samme gør sig gældende med ’Melankoliens fysik’, hvor det dog er fortællevinklen, som skifter.

I forhold til udgaven af ’En naturlig roman’ fra 2005 (bulgarsk 1997), der udkom på Husets Forlag, er 2. udgaven udstyret med et slags efterord af forfatteren selv, en opstramning af slåfejl og en mere tidssvarende opsætning. Det redaktionelle arbejde har altså gjort en glimrende roman endnu bedre. Desuden har Helle Dalgaard endnu en gang oversat et komplekst værk til flydende dansk, hvorfor også oversætteren har en stor andel i udgivelsen.

Læs romanen, hvis du interesserer dig for romanen som form, skilsmissens væsen, toilettets historie, fluens tilværelse, mennesker på kanten af virkeligheden eller selv kan lide at smuglytte til andres samtaler. Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at Gospodinovs romaner er lige så fantastiske som de er komplekse.