Amerika

Den unge Karl Rossmann ankommer til Amerika, hvor en række mere eller mindre absurde hændelser venter ham. Ufuldendt kafkask roman af et mere håbefuldt og mindre dystopisk tilsnit.

Det er ikke småting, den unge hovedperson Karl Rossmann i Kafkas ufuldendte roman Amerika kommer ud for – selvfølgelig ikke, havde jeg nært sagt, for når Kafka er på spil, kan alt jo ske. Men som det er, når man er romanfigur i et kafkask univers, affinder man sig med tiden med sine tildragelser og lærer (på den hårde måde) at navigere i det givne samfund – og i dette tilfældet er samfundet altså Amerika.

Romanens dobbelte titel skyldes, at den, som så mange andre af Kafkas værker, først blev udgivet efter hans død (og mod hans vilje, såmænd). Vennen Max Brod, som Kafka havde bedt om at brænde manuskriptet, valgte at udgive, i stedet for at tilintetgøre, bogen i 1927, og han navngav den Amerika. Senere udgaver har dog (måske for i det mindste at holde bare lidt af Kafkas egen hensigt i hævd) valgt at bruge Kafkas arbejdstitel Den Borteblevne. Begge titler klæder sådant set værket, så løsningen med dobbelttitlen er fin for mig.

Unge Karl fra Prag skulle først lide den tort at blive forført af en halv-forstyrret tjenestepige, som tilmed blev gravid af det. Derfor så hans forældre ingen anden udvej end at sætte Karl på et skib mod Amerika – det forjættede land, som visse gennem tiden har troet flød med mælk og honning. Det er dog ikke et udpræget hverken harmonisk eller idyllisk land, Karl ankommer til, og Kafkas skildring af Amerika er da også et produkt af hans fantasi, da han aldrig gæstede landet. Men scenen er hermed sat for en række mere eller mindre absurde hændelser, som er Kafkas varemærke.

Karl havner først hos en rig onkel, som dog ikke mere vil kendes ved ham, efter at Karl tager imod en invitation til at besøge en af onklens bekendte på landet. Overladt til sig selv møder Karl nu sin skæbne i form af de to fusentaster, Delamarche og Robinson, der både udnytter, men også hjælper ham – hvis de altså selv skal sige det. Elevatordreng på et mondænt hotel når Karl også at kunne føje til sit cv, inden den bureaukratiske uretfærdighed, som Kafka jo i særdeleshed udfolder i romanen Processen, sender ham om på bagsiden af Amerika.

Jeg fornemmer dog, at der er både håb og lys i sigte for den unge mand – et håb og et lys, som jeg ikke mindes at være stødt på i de værker, jeg tidligere har læst af Kafka. Jeg forventede konstant det værste, men bedst som situationen så helt håbløs ud for Karl, var redningen (i varierende skikkelser) aldrig langt væk. Der er med andre ord mindre mareridt at hente her – men stadig den samme absurditet, som man både kan grine af og græde over… mest det første.