Dengang vi var fugle

Banwo skriver mesterligt og sanseligt om to mennesker, der må bryde fri af arven fra deres forældre. Magisk realisme i verdensklasse.

Yejide er ud af en lang slægt af kvinder, som er dødens og balancens hjælpere og beskyttere. De stammer fra de sorte fugle, som ved solnedgang flyver mod øst med de dødes sjæle. Hendes mor, som hun har et kompliceret forhold til, ligger for døden, og nu er det tid til, at Yejide skal arve evnerne og lederrollen i familien.
Darwin er vokset op med sin mor som en del af den religiøse rastafaribevægelse og må bl.a. ikke være i kontakt med de døde. Men da nød tvinger ham til at tage et job, og jobbet som graver på en kirkegård er det eneste, han kan få, må han rejse til byen og mister forbindelsen til sin mor.
To mennesker hvis liv og identitet er ved at ændre sig. To mennesker som drages mod hinanden.

Banwo skriver, så man mærker Yejide og Darwin lige der ved siden af ens egen hjertekugle. Deres melankoli, deres smerte, deres sorger og glæder, længsler og drømme. To mennesker i opbrud, to mennesker hvis identitet er i forandring og som brydes, væltes og skæres af præcist det faktum.

Forfatteren skriver sanseligt og gribende som en hvirvelvind af sødligt duftende og farverigt sprudlende blomster i den tørre jord, der gemmer på historier om smerte, længsel og et væld af sjæle. Vi kan mærke, smage, se og næsten røre det Trinidad, som Yejide og Darwin fører os igennem.
Når Darwin falder fra hinanden første gang, han skal grave en grav, står vi dér med ham og mærker, hvordan hele hans liv, hans identitet og hans sjæl gør det umuligt for ham at træde et eneste skridt frem. Vi mærker smerten, de døde der trænger op fra jorden, kvalmen, præcist som ham, når han alligevel tvinges til at gøre det.

’Dengang vi var fugle’ handler om arv, arven fra en mor til en søn, fra en mor til en datter. Arven fra en slægt til en kvinde, arven fra et helt lands smerte og skjulte døde. Den handler også om kærlighed, det moderne Trinidad, skæbnen, identitet, traditioner, sorg, liv og død.

Banwo skriver rå, ægte, smertelig og melankolsk realisme om en verden, hvor man nemt kan miste sig selv. Om at miste sig selv og forsøge at finde sig selv igen og sin egen plads i denne verden. Ind i alt dette løber en gylden, brændende tråd af magi. Farvestrålende fortællinger bragt til liv og sjæle, der har brug for at blive set. ’Dengang vi var fugle’ er både gribende, rørende, mystisk, dramatisk og håbefuld.