En midsommerligning

Den elegante og populære japanske krimiforfatter Keigo Higashino leverer endnu en god og ublodig krimi i langsomt tempo, fuld af vid og bid.

Japanske Keigo Higashino er en af Japans mest populære forfattere, hans bøger er udkommet overalt i verden, filmatiseret og har modtaget et utal af priser. Indtil videre er han udkommet med tre krimier på dansk, som godt kan læses uafhængigt af hinanden, men som alligevel hænger sammen med den karismatiske fysikprofessor Yukawa og den lidt firkantede detektiv Kusanagi som gennemgående hovedpersoner.

I 'En Midsommerligning' befinder vi os et par timers togkørsel uden for Tokyo i den lille kystby Hari-ga-Ura. Den gammelkloge 10-årige Kyohei er på vej ud for at holde ferie sammen med sin faster, som har en ryokugan (en form for pensionat). Her skal han tilbringe nogle uger, mens hans travle forældre er på arbejde. I toget møder han professor Yukawa, der er på vej til en konference, der handler om kysten og havets fremtid, som er truet af ødelæggende dybhavsboringer af storindustrien.Tilfældigvis er Kyohei kusine en passioneret miljøforkæmper, og da professoren beslutter sig for at bo i Kyoheis fasters ryokugan, har de tre allerede forbindelser til hinanden.

Men meget hurtigt ødelægges idyllen af, at der bliver fundet en død mand, som ser ud som om, han er styrtet ud over en klippe. Afdøde har også boet i ryokuganen, og professoren og politimanden Kusanagi som bliver hidkaldt og kender professoren i forvejen, involveres begge hurtigt i opklaringen. Og det viser sig, at det ikke drejer sig om en faldulykke, som det lokale politi tror, men om en sag, der gå mange år tilbage.

Jeg var meget betaget af hele introen, suget ind faktisk, den er skrevet i et hyggeligt og skønt sprog, masser af dejlig humor, fremmedartet lokalkolorit, og det hele forekommer virkelig autentisk. Jeg kan godt forstå, Keigo Higashino er populær i Japan, han skriver fantastisk.

Selve whodunit-intrigen synes jeg ikke var særligt spændende, jeg synes, den var lidt forvirrende, og jeg mistede tråden flere gange. Umiddelbart er jeg til det langsomme optrævlende detektivarbejde, jeg behøver ikke psykopater og børnemishandlere på hver anden side, men den her opklaring blev alligevel for langhåret. Måske var det noget med alle de japanske navne, der forvirrede mig, så jeg flere gange måtte bladre tilbage. Men jeg elskede beskrivelserne af den fallerede japanske kystlandsby, forholdet mellem drengen og professoren og egentlig bare at læse om et land, der er så anderledes.

Er du til en langsomt fremadskridende krimiintrige, hvor sproget og alt det uden om er vigtigt, hvor der ikke er særlig mange cliffhangers (om nogen) og der næsten ikke er blod, så er denne roman lige dig.