Tusmørkeundere

Tro og viden om den forunderlige verden blandes poetisk i ny renæssance-roman fra Island.

”Tusmørkeundere har væltet verden omkuld… Den knager i fugerne… Den er blevet vendt på hovedet… Himlen er blevet gulvet,” sådan siger hovedpersonen, Jon den Lærde, om sin tid, det 17. århundrede.

Romanen starter med en anderledes fortælling om Lucifers fald fra himlen, så man ganske rigtigt føler sig vendt på hovedet. Derefter lander man hovedkulds i Jon den Lærdes springende, excentriske og poetiske tanker om verden. Jon er dømt fredløs på Island og bor alene på en lille ø sammen med sin kone Sigridur. For en kort bemærkning bliver han reddet til Danmark af den berømte videnskabsmand Ole Worm, der er interesseret i hans omfattende viden om alt. Men skæbnen fører ham tilbage til Island, hvor han overlever alene, på trods af, men også i pagt med naturen. Jon den Lærde er bygget over den historiske figur Jon Gudmundsson og hans skrifter, som er et interessant nyt bekendtskab for mig.

I 1600-tallet befandt Island sig i tusmørket mellem to religioner: Den katolske tro, som byggede på mystik og tilbedelse af helgener, og den lutherske tro, som lod mennesket komme i direkte kontakt med Gud. Skræmmende og ensomt måtte det virke på et folk, der under katolicismen kunne beholde deres folketro på magiske sten, troldfolk og beskyttende amuletter i form af Maria-statuer. Hvor man i middelalderen gav almisser til de fattige, virkede samfundet nu uden fællesskabsfølelse og barmhjertighed over for de svage. Det er denne ændring, som Jon kritisk beskriver. I ham mødes den gamle tids tro på naturens magi og den moderne naturvidenskabs nysgerrighed og systematisering. I ramme alvor fortæller han, at der efter sigende gror planter i Rusland, der blomstrer med levende lam, som kan høstes og spises. Samtidig er det ham, der forklarer Ole Worm, at en narhvalstand ikke er et enhjørningehorn, som alle på den tid tror.

Jeg nød denne blanding af fornuft og åbenhed overfor verdens forunderlighed, som vore dages naturvidenskab kunne lære af.

'Tusmørkeundere' er læseværdig for sin poesi og filosofi mere end for sin handling. Som med meget islandsk bor der sjæl og voldsom skønhed inden i tingene, som man selv må i gang med at grave efter. Det er besværligt og besnærende.