De tabte minders ø

En filosofisk og foruroligende fabel om en ø, hvor alting langsomt forsvinder.

Japanske Yoko Ogawas gådefulde roman er nået verden rundt og nu også til Danmark i Mette Holms oversættelse. Fortælleren i 'De tabte minders ø' er romanforfatter og har mistet begge sine forældre. I øjeblikket skriver hun på en kærlighedshistorie om en kvinde, der går på maskinskrivningskursus, men historien tager en uhyggelig drejning.

Romanforfatteren har et tæt samarbejde med sin gode ven og redaktør R, som har en fantastisk hukommelse, men ting forsvinder på øen, hvor de bor. Når de forsvinder, går der et par dage, så glemmer folk, at genstanden nogensinde har eksisteret. Og dem, der ikke glemmer, forsvinder også! Fugle, parfumer og roser er blot noget af det, der nu er borte. For at håndhæve at den pågældende ting er forsvundet, kommer mindejægerne på uanmeldte besøg for at sikre, at ingen skjuler noget.

Forfatteren har en anden god ven, der altid har været ven af huset. Vennen er en gammel mand, der bor på en færge, og han kommer ofte forbi for at hjælpe med praktiske ting. Det går op for romanforfatteren, at R er i fare, fordi han kan huske alt, og hun beslutter at skjule ham i et lille rum, der befinder sig mellem etagerne i hendes hus. Heldigvis hjælper den gamle mand med at holde R skjult. Men livet er ekstra skrøbeligt, fordi den verden, der eksisterer i dag, kan være helt forandret i morgen. Alle kæmper for at bevare normaliteten i en verden fyldt med tab.

Der er ingen tvivl om, at Yoko Ogawas politiske holdninger er antifascistiske, men hun kaster et elegant slør over dem i sin allegoriske fortælling. Romanen stiller mange spørgsmål, hvor ingen af svarerne er er simple. Hovedpersonen kæmper for at få adgang til sine minder, så hun kan skrive sin roman færdig, men efterhånden som verden mister flere af sine nuancer, bliver handlingen i hendes bog mere og mere grusom, og kvinden i historien mister sin stemme. Læsere af Margaret Atwood vil kunne lide af Yoko Ogawas roman.

’De tabte minders ø’ åbner en dør, så man kan føle kunstnerens frustration, da hovedpersonen spørger sin redaktør, om historien vil forblive, efter at hun forsvinder. Yoko Ogawa binder en knude ved at vise, at kunst rækker ud over tiden, for hendes roman vil med garanti blive boende i læseren.