Anmeldelse
Hullet
- Log ind for at skrive kommentarer
Grænsen mellem virkelighed og fantasi udviskes i intens og tryllebindende roman af en af Japans store samtidsforfattere.
Trods den stilfærdige skrivestil og romanens frodige forside, der ikke just indikerer uhygge, gribes man af en utryg fornemmelse gennem fortællingen, der udvikler sig i en mere og mere mærkværdig og surrealistisk retning.
Asahi og hendes mand Muneaki er flyttet på landet og bor nu i nabohuset til svigerforældrene. Muneaki er blevet forflyttet med sit arbejde, og i samme ombæring har Asahi sagt sit job op og er nu hjemmegående.
Selvom Asahis kollega mener, at det må være lykken at flytte på landet og blive hjemmegående, kan Asahi ikke rigtig tilpasse sig den nye rolle. Dagene er lange og ensomme, nu hvor hun må beskæftige sig selv, mens manden og svigerforældrene arbejder, og hun mister hurtigt tidsfornemmelsen. Dagene er ulideligt varme, og cikadernes larm overgår alle andre lyde.
Kun farfaren er hjemme, men han lader ikke til at forstå Asahi, han står blot og smiler sit underlige smil, mens han vander haven: ”Bedst som jeg troede, at han ikke kunne smile bredere, blottede han tænderne endnu mere. Han kunne åbenbart ikke høre et ord af, hvad jeg sagde” (…) ”Jeg så kun munden med dens brede smil. Eller det så i hvert fald ud som om det var et smil.”
En dag Asahi er på vej i døgnkiosken for at løbe et ærinde, støder hun på et ukendt dyr, og da hun følger efter det, ryger hun ned i et mystisk hul i det høje græs. Fra nu af er det som om, Asahis virkelighed er en parallel til resten af familiens virkelighed; beboet af et mærkværdigt dyr, en aparte svoger og en masse børn, der myldrer omkring floden og leger.
Hullet hun falder i og farfarens uhyggelige brede Filurkatte-smil giver visse paralleller til ’Alice i eventyrland’. Udover det eventyrlige aspekt i romanen, serveres også forskellige samfundsmæssige problematikker, og denne kombination er ofte noget af det rigtig spændende ved at læse japansk litteratur.
Vi møder de hårdtarbejdende svigerforældre og ægtemanden, der kommer meget sent hjem efter en urimelig lang arbejdsdag. Når manden endelig er hjemme, sidder han med næsen i mobiltelefonen og er i det hele taget ikke nærværende, og så er det unge par i øvrigt barnløse. Derudover møder vi også en såkaldt hikikomori. Hikikomori er mennesker, der frivilligt isolerer sig fra omverdenen af forskellige årsager, hvilket er blevet et stort problem i Japan.
Romanen er blot lidt over 100 sider lang, velskrevet og meget stemningsmættet. Den emmer af intensitet, og man får lidt uro i kroppen i visse passager, især dem med den uhyggelige farfar og de legende, anarkistiske børn. Jeg kan varmt anbefale bogen, som på flere punkter minder om Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata og Jeg kaldte ham slips af Milena Michiko Flasâr. Hiroko Oyamada er en af Japans store samtidsforfattere, og dette er hendes første bog på dansk.
Brugernes anmeldelser