Under den hviskende dør

Charmerende, magisk fortælling funderer over meningen med livet, døden og kærligheden.

Eventyrhuset, der er T.J. Klunes første bog på dansk, er en vidunderlig perle, så jeg har set virkelig meget frem til nyt fra forfatteren. ’Under den hviskende dør’ syner lige så smuk udenpå og rummer en del af de samme tematikker, eksempelvis lgbt og personlig udvikling. Den er dog helt sin egen og henvender sig i modsætning til forgængeren primært til voksne.

Læserens første møde med bogens hovedperson, Wallace Price, falder absolut ikke ud til hans fordel. Han fremstår som et rent ud sagt ubehageligt menneske uden nogen snert af empati for sine medmennesker. Men da Wallace dør af et hjertestop, kommer han ud på noget af en dannelsesrejse, og lidt efter lidt pilles den hårde overflade af og afslører et følelsesfuldt menneske, eller spøgelse om man vil.

Efter at have overværet sin egen begravelse, der til hovedpersonens store fortrydelse ikke er videre velbesøgt, ender han i tesalonen ”Charons Overfart”, hvor den karismatiske Hugo Freeman hersker sammen med sin skønne farfar, Nelson, hunden Apollon og den rapkæftede ”høster”, Mei.

Hugo har hele tre beskæftigelser; han er caféejer og tedyrker, men han er også Færgemanden, der hjælper de døde videre fra livet til døden - og med at finde en form for fred og mening med det hele. Wallace falder overraskende hurtigt til i tesalonen, og det går efterhånden op for ham, at han har spildt sit liv godt og grundigt. Derfor sætter han sig for at ”leve” sin sidste tid fuldt ud. Men uret tikker og ”Den hviskende dør” venter.

Hvor 'Eventyrhuset' kunne læses af både børn, unge og voksne, så vil jeg kun anbefale ’Under den hviskende dør’ til de voksne læsere, da stemningen til tider er en kende mere dyster og filosofisk. Der funderes meget over meningen med livet og døden, og det der eventuelt følger efter døden. For måske er døden kun begyndelsen, som der står på forsiden af bogen.

Til trods for det tunge emne er der alligevel en lethed og charme over historien, primært pga. de elskelige og farverige personer, der befolker bogens univers. Der er også mange rørende passager, blandt andet når man møder moren, der har svært ved at forlige sig med sin lille datters død, og manden der, som en zombie, er fanget mellem liv og død. Humor skorter det heller ikke på, og flere gange må man bremse et højlydt grin. Og så er der jo den skønne kærlighedshistorie mellem to umage personer, der måske alligevel ikke er så umage endda. Alt i alt en altfavnende bog, der rummer alle følelser på spektret og ikke mindst en vigtig lektie om rummelighed og næstekærlighed. Bogen lever fuldt ud op til mine forventninger, og forfatteren får det sidste ord:

”Historien udforsker livet og kærligheden så vel som tab og sorg. Der er diskussioner om døden i forskellige former – stille, uventet og som selvmord. Husk at læse bogen med omhu.”