Arabisk vemod

Poetisk, fragmentarisk og gribende beretning om en ung nordafrikansk mands liv, skæbne og kamp for kærligheden. Paris, Marrakesh og Kairo er nogle af de markante kulisser.

’Arabisk vemod’ er Abdellah Taïas anden selvbiografiske roman på dansk. I hans førstes første roman 'Englene fra Frelsens Hær' følger man ham som helt ung, da han forlader sin hjemby Salé og følger sin første kærlighed. At unge Abdellah er bøsse er både afgørende og ikke afgørende i begge romaner. I arabisk kultur er denne seksuelle identitet ulovlig og utænkelig, selvom alle ved det, og unge Abdellah misbruges på det nærmeste offentligt. Men ingen taler om det. Den kærlighed forfatteren skildrer er universel og altdominerende i hans liv, og det formår han at videregive smukt, rørende og uden nogen filtre. Læseren kommer meget tæt på.

Bogen er opdelt i fire afsnit. Først et tilbageblik på hvordan 12-årige Abdellah nærmest blev massevoldtaget af en drengebande. Scenen sættes med støv, hede og muezzinens kald til bøn, så mange billeder, at det er nemt at se, at forfatteren er filminstruktør. Næste scene er Marrakesh, hvor Abdellah har været praktikant på en filmoptagelse, hvor han er faldet for fotografen. Stor skuffelse da denne kun ser ham som et belejligt knald. Så bliver han ældre, tykkere og er ved at blive bevidst om sine intellektuelle evner, men også at han må tilbage til sine drømme og dermed sært nok også til sin tynde krop.
Tredje scene foregår i Kairo, og filmen han arbejder på handler om en (anden) ung mand, der vil finde sine rødder. Også her oplever vi stærke, farverige og forvirrende billeder, der gør indtryk, man hvad er meningen? Er det Abdellahs egen rådvildhed? Han samles op, på et tidspunkt hvor han er gået helt i sort, af en gammel jødisk kone, der rusker liv i ham igen.  Det møde ryster ham vist lidt, tænk en jøde! Verden, han lever i, er mangfoldig. Det afsluttende lille afsnit er centreret om forholdet til Slimane, som han boede sammen med, og som gjorde ham til en lille arabisk kone, der sørgede for at vaske tøj og lave tagine til aftensmad. Det gik ikke.

De sproglige billeder er enestående i denne lille perle. En omtale hævder, at bogen er ustruktureret og løs. Men jeg er overbevist om, at det er meningen. Alt er nøje tænkt og skrevet, præcist som det skal være. De korte sætninger virker nogle steder som prosadigte, og de små afsnit som et lille essay, der skal være lige netop dér. Det er en meget interessant og givende læseoplevelse, og hvor har man dog godt af at læse noget lidt anderledes en gang imellem!