Der er ikke langt fra godt til ondt hos Dostojevskij. Hans bøger er lange, og indeholder store persongallerier med navne, der kan være svære at huske fra hinanden og udtale, fordi de er russiske. Men der er nerve i disse romaner, og de indeholder drab og blod, familiefejder, skurkestreger og trekantsdramaer. Der er broderskabers hjerteskærende opløsning og fadermord på stribe.
Dostojevskijs tummel-tilværelse
Fjodor M. Dostojevskij, 1821-1881, havde mildt sagt selv en dramatisk tilværelse. Han led af ludomani (selvbiografisk berørt i romanen Spilleren (1866), erhvervede sig en stor gæld og blev anholdt og fængslet for at færdes i politisk revolutionære kredse. Han blev dømt til døden og nåede at stå med geværerne rettet mod sig, før han blev benådet og i stedet sendt ti år i arbejdslejr i Sibirien. Det er derfor ikke så underligt, at forfatterskabet er kendetegnet ved at handle betragteligt om tro og ikke-tro, om eksistens og om, hvad sandt og falsk, og ondskab og godhed egentlig vil sige.
Forbryderromanen
Forbrydelse og straf, (1866), har fået tilnavnet "verdens bedste kriminalroman" og er om noget et værk, der kan give indblik i, hvad der sker i en forbryders indre. Romanen strækker sig over et tidsrum på godt en uge, og set i dette perspektiv siger det sig selv, at med et omfang på ca 700 sider har værket derfor nærmest karakter af en transmission fra Skt. Petersborg, hvor den foregår.
Rodion Raskolnikov er en fattig student, der nøje planlægger at begå et rovmord. Med en økse dræber han en gammel pantelånerske og i desperat angst for at blive afsløret også dennes unge søster.
Romanen diskuterer ivrigt med sin læser og tilstræber, at hun selv skal på banen i vurderingen af denne forbrydelse. Det medfører, at ét af romanens helt store spørgsmål må forblive ubesvaret:
Hvorfor?
Der er flere motiver til dette mord. På den sympatiske side tæller, at Raskolnikov mangler penge til at forsørge sin mor og sin søster. Desuden gør han sig nytteetiske overvejelser om verden som værende bedre uden den griske gamle kone. Endelig er Raskolnikov selv overbevist om, at han er et miskendt geni, og han legaliserer derfor sin tanke om, at "alt er tilladt", hvilket står i bemærkelsesværdig tæt forbindelse med den samtidige tyske tænker F. Nietzsche (1844-1890). Nietzsche læste i øvrigt Dostojevskij, og inspirationen fra Dostojevskijs forfatterskab skal have haft stor betydning for hans filosofi.
Raskolnikov befinder sig i dagene efter mordene i febertåger, som fint illustrerer hans splittede jeg. Han prøver på den ene side at overbevise sig selv om det rigtige i sin forbrydelse, men kroppen reagerer selv via sygdommen med nej. Han må ved sin opvågnen konstatere, at moderen, søsteren og en tidligere studiekammerat har opsporet ham på hans værelse, der i flere omgange sammenlignes med en ligkiste. Man følger intenst forbryderen og hans vaklen mellem den uformulerbare anger og fortrængningen og afvisningen af familien og den eneste ven. Det skildres så levende, at man som læser identificerer sig med Raskolnikov og ikke fyldes af forargelse men af indføling.
I 'Forbrydelse og Straf' bliver mordene i begyndelsen af romanen startskud for en lang omvendelseshistorie, der grunder sig i Raskolnikovs vaklen: "Er jeg en lus eller et menneske?".
Gennem mødet med den unge Sonja Marmeladova, der fremstilles i dobbeltheden af både skøge og madonna, opdager han bl.a. at det at vedkende sig lidelse og skyld bliver forløsende for hans samvittighedskvaler. Sammen med Sonja vokser Raskolnikov som menneske, og en stor diskussion om tro og eksistens sættes i spil i parallel med en underliggende erotisk legen kispus.
Derudover indeholder romanen fx også en spejling af Raskolnikov i den lumske Svidrigajlov, som tillige har begået en slem forbrydelse, og dette dobbeltbillede viser to udfald af reaktionen på at have myrdet. Svidrigajlov kapitulerer og begår selvmord.
Overordnet set handler 'Forbrydelse og Straf' om Raskolnikovs forvandling fra i sine egne øjne at være en Napoleon til at blive et menneske. Ondskab bliver en relativ størrelse, og tro bliver et spørgsmål om – med filosoffen K.E. Løgstrups ord – at turde lægge sit liv i den andens hånd og indse, at menneskelivet ikke kan leves i isolation, hvilket Dostojevskij har konstrueret et andet og direkte eksempel på med Kældermennesket (1864).
'Forbrydelse og Straf' er en roman, der viser konsekvenserne af at sætte sig selv uden for samfundet. Den viser det fejlagtige i at tro, at man kan leve sit liv alene, og samtidig at mennesket dybest set godt ved, hvad der er rigtigt og forkert – selv den mest kyniske forbryder fanges i sit eget net, og angeren fremstilles som middel til eksistentiel ro. Lidelsen er netop vejen til erkendelsen af skyld og dermed til påbegyndelsen af et nyt liv. I den byzantinske kristendom, som er underliggende hos Dostojevskij, er mennesket pr definition skyldigt, og mennesket søger altså ikke frelse fra synd men fra fravær af ånd. Dette opnås gennem lidelsen, hvilket fører til en meget åben slutning på romanen.
Dostojevskijs øvrige forfatterskab
Personerne hos Dostojevskij taler meget og længe ad gangen. Romanerne fremstår derved som en masse stemmer, der taler fra forskellige ideologiske og menneskelige standpunkter. Derfor kan man sige, at personerne stritter i forskellige retninger. Men man kan også sige, at det store persongalleri sammenfatter alt, hvad et menneske kan siges at være.
'Brødrene Karamazov' (1880) er måske det mest oplagte eksempel på denne polyfoni eller mangestemmighed, som det hedder med filosoffen Bachtins ord. Den gigantiske slægtsroman bygger sig op på et tvetydigt fadermord. Den egentlige far til brødrene myrdes – læseren overlades også her til detektivarbejdet – men der foregår også fadermord på mere ukonkrete planer, som kan siges at omhandle personspaltninger.
Endelig må 'Idioten' (1868) nævnes som eksempel på en fængslende Dostojevskij-roman. Næsten uden handling fremstiller den sin hovedperson som et menneske, der er så gennemgribende godhjertet og næstekærligt, at han af alle andre regnes for en idiot og sinke. Idioten er tillige et meget moderne og levende eksempel på trekantsdramaet mellem romanens dæmoniserede femme fatale, Nastasja, Idioten Myskjin selv og hans spejlvendte modbillede Rogosjin. Den kompromisløse næstekærlighed fremstilles her som sin egen negation, da også denne trekantsrelation ender med et mord.
Dostojevskijs forfatterskab byder på byzantinsk kristendom, et stolt russisk folk, og etiske og eksistentielle problemstillinger krydret med trekantsdramaer og blod i store mængder.
Forfatterskabet fremlægger mange ubesvarede spørgsmål og fremstiller meget interessante menneskelige problemstillinger. Det er som eksistenslitteratur lige vand på det moderne og komplekse individs mølle.
Fakta om F. M. Dostojevskij
- Født d. 11. november 1821 i Moskva
- Uddannet officer
- 1849 Dømt til henrettelse for politisk at støtte revolutionære kredse
- Benådet og sendt i arbejdslejr i 10 år i Sibirien
- 1859 Vender tilbage til Skt. Petersborg
- Herefter producent af et gigantisk forfatterskab
- Død d. 9. februar 1881 i Skt. Petersborg
Af Susanne Kemp, cand. mag.
