Min fars død

Madame Nielsen skriver knugende, skønt og spruttende om at elske, foragte, forgå, fortælle og dø. 

Far ligger for døden, og en voldsom nødvendighed former sig i Madame Nielsen, der også er bogens ”jeg”: Det er nu, bogen om farens liv og forholdet mellem Nielsen og far skal skrives. Før dét kan der ikke være tale om at skulle møde faren på dødslejet. Før det rejser Madame Nielsen ikke fra Berlin mod Odense. Den ”perverse trang til at skrive” står mægtigst.

”Hvad!?”, tænker du Måske. ”Litteraturen over livet?”. ”Livet = litteraturen”, synes svaret at være. Kontroversielt, opsigtsvækkende og endeligt. ’Min fars død’ er smuk og chokerende, dens puls er undtagelsestilstanden og eksperimentet. Min læseglæde galoperer, det er den bedste bog, jeg har læst i år.

The Madame Nielsen way: Med et dampende overskud slippes først den ene så den anden voluminøse sætning løs på bogens bare 99 sider. Heri hele livet. Alle oplevelserne med far. Besøgene på Odense Stadion, pauserne i oktobermørket ved pølsevognen, alle aftenerne med ”Halløj på badehotellet”, den dér stoltheden over at have far som en fællesskabsfremmende fodboldtræner. Men så – da Nielsen når 12-årsalderen – nedpilningen af far, forfaldet. Så kendsgerningen, at far aldrig går ind i en dyb samtale, ej heller giver reel modstand. Hvad er al hans købeglæde og købekraft egentlig værd? Nu er der overfladen, hvor et af livets næreste relationer kunne have været. Det bistre henkog, der ligger tilbage. Angsten i både faren og Madame Nielsen. Kan noget forløses?

Hvor Madame Nielsen har et formidabelt sprog, mangler faren – ”akademikeren uden åndsvidenskab”, som der står et sted – nuancerne.

Overalt de vidunderligt omfangsrige sætninger, der er så skønt svære at holde styr på. Tag nu f.eks. bogens allerførste sætning, to sider lang indeholdende ledsætninger en masse. Et lille udklip:

”Da jeg nu en tilfældig onsdag (…) rejser mig fra det lille bord i karnappen over Stuttgarter Platz, hvor jeg i de seneste uger har siddet fra den sene formiddag gennem skumringen og langt ind i aftenmørket og noteret de objektive Kendsgerninger [første bog i serien ’Pentagon smeltet’] om mit liv og hver dag på ny i undren og fortvivlelse set de i den første version bare otte sider (…), og går ud i køkkenet (…), har jeg modtaget adskillige tekstbeskeder og e-mails fra forskellige medlemmer af familien. ’Ring straks du ser dette!’”

Madame Nielsen skriver til hjertet og hjernen, men også til smilet. Ja, for der er en humoristisk undertråd. Der er jeg’ets viltre og i konfrontations-iver plantede hampeplanter i parcelhushaven, der er den Grundtvigske skægbue ned omkring hagen – bare mere veltrimmet – som faren endelig modigt lader vokse frem for derefter ikke at kunne finde modet til nogensinde at ændre igen.

Intertekstualiteten bruser i bogen, og et af de mindre synlige slægtskaber er dét med Christina Hesselholdts formidable ’Agterudsejlet’. Heri bearbejdes mors død i bogen i bogen kaldet ”Dokument sort”. Har du ikke læst ’Agterudsejlet’, kan den være en flot overgang efter ’Min fars død’.

’Min fars død’ er litteraturen som nødvendighed. Litteraturen som livgivende og dødbringende. Som bur eller frisættelse? Hvor romanen forløser sig selv, udebliver ortodontistens endeligt med et: ”Far sover tungt, ingen kontakt! Vi afventer .”, fra mor.