Girafhuset

Girafhuset er forfatterens opgør med en dominerende og voldelig far, der samtidig var aktiv i hjembyen Aalborgs forenings- og kulturliv.

Girafhuset er på én gang en bevægende beretning om en drengs forhold til sin dominerende og voldelige far, en fortælling om Aalborg og navnlig bydelen, Vejgaard samt et tidsbillede på de tidlige 60’ere. Man kan ikke forblive upåvirket af de barske forhold, hovedpersonen Daniel er vokset op under. Alligevel forekommer Daniel ikke at være ensidigt fordømmende over for faderen.

Romanen indledes med en prolog, hvori Daniel får en betydningsfuld spådom af en norsk pige under en rejse i Tyrkiet. Herefter kommer selve romanen, som tager udgangspunkt i faderens sidste tid og hans død. Opgaven for Daniel og hans søster, Helena, er herefter at få ryddet og solgt huset med det malende tilnavn, Girafhuset. Årsagen til dette tilnavn er dobbelttydigt, og læseren får begge forklaringer undervejs i romanen. Daniel, der ellers bor i København, bosætter sig i huset mens oprydningsprocessen står på. Samtidig skriver Daniel sin og familiens historie, som domineres, og man kan godt sige tyranniseres, af faderen, Klavs. For Daniel er det en næsten daglig kamp, dels for at omverdenen ikke skal opdage, hvordan det står til i hjemmet, dels for at vinde sin plads i kvarterets børnegruppe og endelig for at undgå faderens utilregnelighed.

Gorm Henrik Rasmussen fortæller historien med en overraskende nøgternhed. Nok er det barske løjer, familien udsættes for fra faderens side, og nok lægger forfatteren ikke fingrene imellem, når han beretter om uhyrlighederne. Men det had til faderen, man måske ville forvente af en dreng med den opvækst, skal man lede længe efter. Man kan næsten få ondt i maven af at tænke over, hvad den lille familie har været udsat for, og man føler med Daniel i hans kamp for at klare sig.

Ud over at være en autofiktiv skildring af Daniels liv og kamp, er det på samme tid en skildring af Aalborg i begyndelsen af 60’erne, især bydelen Vejgaard fra tiden før Limfjordstunnelen blev bygget. Samtidig giver Gorm Henrik Rasmussen os også et fint billede af hele stemningen fra den tid med mordet på John F. Kennedy, angsten for atomkrig og de begyndende oprørstendenser i samfundet.

Gorm Henrik Rasmussen har brugt den islandske forfatter, Einar Mar Gudmundsson som rådgiver, og denne skriver meget rammende på omslaget: ”Jeg har levet i denne roman; nu lever den i mig”. Vi har at gøre med den genre, der kaldes autofiktion. Det vil sige, at indholdet i store træk er selvbiografiske, men hvor det biografiske slutter og fiktionen begynder, ved formentlig kun forfatteren selv. Navne og stednavne er ændrede fra de faktiske, ligesom forfatteren slutter med at fortælle, at huset er revet ned.

Forfatteren har med denne roman givet os en fortættet, rammende og bevægende fortælling om et barns kamp for at blive til noget på trods af son oopvækst. Alle personer, både hoved- og bipersoner, er tegnet skarpt og med menneskelig indføling, og historien er mejslet ind i ens sind længe efter, at man har lukket sidste side.