Mårhund

Så har Udkantsdanmark endnu engang bevist, at det er her, det sker. Lilleøre skriver godt, og historien er af samme kaliber som Erling Jepsens, tragisk og underholdende.

1985. Et sted mellem Vesterhavet og Limfjorden. Lars Peter er 11 år. Han er enebarn. Hans far er landmand og rimelig rå i sine opdragelsesmetoder. Miljøet er indremissionsk. Moster Anita i Kruså er syg, og moren er ked af det. Det står sløjt til med økonomien, og Lars Peter har ingen venner. Til gengæld kan han tale med dyrene og det både mus og mårhund. Og så har han barnets fine filosofi i behold: ”Jeg kan ikke forstå når de voksne siger, at man skal arbejde hårdt for at opnå noget. Jeg synes jeg opnår mest når jeg er helt stille og tænker. ”

2005. På en ø i Limfjorden. Lars Peter er 31 år. Han er stadig enebarn. Hans far er død. Det er moster Anita også. Moren overvejer han at besøge. Miljøet er til dels indremissionsk. Lars Peter bor til leje hos den japanske kvinde Kimiko og arbejder på øens plejehjem. Men han taler ikke længere med dyrene. Til gengæld har han sex med præsten. Og landet ligger nu således:

”Jeg ved ikke hvad jeg skal med mit liv, kun at det er kørt af sporet for mange år siden, og at det nu er på vej ud over en klippe. ”

Det er ikke nogen dans på roser, Johannes Lilleøre præsenterer læseren for, når han skriver om Lars Peter, der som barn må tilbringe flere timer på det kolde cementgulv i laden, når han har forbrudt sig mod en af farens regler. Faren er landmand til fingerspidserne og vil, at Lars Peter bliver det samme. Men dels lader drengen ikke til at have samme forhold til jorden som sin far, og dels er det en opgave i sig selv for Lars Peter netop ikke at komme til at ligne sin far, som han både hader dybt og elsker inderligt.

Som voksen har Lars Peter boet i Berlin, men da vi møder ham som 31-årig, er han igen flyttet til Danmark. Formodentlig i et forsøg på at finde sig selv, som det vist hedder. Han er flyttet til en ø i Limfjorden, som er befolket af mennesker, der ikke lader klientellet i Erling Jepsens ’Frygtelig lykkelig’ noget tilbage at ønske. Ja, faktisk kom jeg flere gange undervejs til at tænke på Jepsen: Historien om Lars Peter er sådant set ikke noget at grine af, men alligevel sker der så mange besynderlige og groteske ting, at jeg hyppigt morede mig.

Lilleøre skriver godt, og historien er af samme kaliber som Erling Jepsens – dybt tragisk og særdeles underholdende på samme tid. Og så har Udkantsdanmark endnu engang bevist, at det er her, det sker. Alt det afsindige. Hvis du ikke kan få nok af udkants-dramaer, bør du også læse ’Udkanten’ af Lasse Hjort Madsen og se filmen ’Mænd og høns’ af Anders Thomas Jensen.