Den hvide konge

Drengen Djata fortæller med en blanding af uskyld, uvidenhed og sort humor om sit liv sammen med sin mor i årene efter at det rumænske politi uden lov og dom fængslede hans far.

'Den hvide konge' læste jeg hurtigt, mens den greb mig mere og mere om hjertet. Dels med dens utrolige vekslen og kreative sprog. Men også, fordi historien er så gribende.

Og jeg blev endnu engang forundret og forskrækket over, hvor voldsomt det rumænske regime har været. Og hvor voldsomt det har grebet ind i hvert eneste menneskes liv og dagligdag.

Vi følger Djata på 11 år , som bor alene sammen med sin mor. Faren er sendt i arbejdslejr ved Sortehavet, og ingen ved, om han kommer hjem igen. Djata fortæller nøgternt om en hverdag fyldt med vold og længsel efter faren. Og gennem ham får vi et indblik i den absurde rumænske hverdag, som den var under Ceausescu’s styre.

Sommetider ved man ikke, om man skal grine eller græde, men det er nok mest det sidste. For hold da op en grusomhed og afstumpethed, Djata udsættes for. Lussinger, mangel på mad og hykleriske voksne er der nok af.

Og trods alt det, så er der altid livet, som ikke kan kues. Derfor er bogen både barsk og livsbekræftende på én og samme tid.

Vær dog opmærksom på, at der stort set ikke er nogen punktummer i bogen. Men efter et par sider bliver man vant til det, og bogen er ikke svær at læse.