Tritonus : en skærgårdsfortælling

Stærke psykologiske portrætter af to mænd sidst i 50’erne, der har musikken tilfælles og mødes i en lille by i den finske skærgård.

Kjell Westö har for en gangs skyld forladt Helsingfors og henlagt handlingen til en lille finsk by i Skærgården, hvor alle kender alle, og man ikke skal stikke for meget ud, før man vækker vrede eller misundelse.

Thomas Brander er en verdensberømt dirigent og oboist, men han er ved at blive overhalet indenom af yngre dirigenter, han får ikke så gode anmeldelser mere, og forholdet til kæresten – den meget yngre oboist – er gået i stykker. Sønnen ser han heller ikke så meget til længere, og Brander er begyndt at føle sig ensom.

For at kunne have et sted, hvor han kan slappe af og slippe lidt væk, får han bygget et luksussommerhus – Casa Tritonus – midt i klipperne i skærgården. Et hus på 700 m2 med elevator midt i huset, noget som gør mange af de lokale misundelige: ”Du må undskylde, hvis jeg har forstyrret dig. Men jeg har ikke sat mig på nogen høj hest, jeg har bare sidder her og drukket min vin”. ”Satans vinsnob! sagde manden sammenbidt, og Brander så hvordan han dirrede af tilbageholdt had.”

Naboen, Reidar Lindell, er en helt anden type, han er skolepsykolog, udadvendt og hjælpsom, men han har svært ved at komme sig over sin konens død. Han har en datter, men hende ser han ikke meget til.

Langsomt lærer de to mænd hinanden at kende, og det viser sig, at der en ting, de har tilfælles, og det er musikken. Lindell spiller med i et lokalt danseband. Deres samtaler om musik, både den klassiske og popmusikken, udvikler sig, og efterhånden kommer andre temaer ind: #MeToo, flygtninge, nazisme, terror, kærlighed og noget så aktuelt som tiden efter første bølge af coronaen.

Musikken fylder meget i romanen. Bogen titel ’Tritonus’ henviser til et begreb inden for musikken, djævleintervallet, som består af tre hele tonetrin og lyder, ”som når Linda Blair går krabbegang ned at trappen i Exorsisten”, som Brander forklarer begrebet for Lindell (og læseren). Udover de mange samtaler mellem Brander og Lindell er der også mange indre dialoer, hvor Brander tænker på, hvordan han skal fortolke Mahler, Sibelius med flere.

Jeg blev fanget af portrætterne af to mænd i deres bedste alder, som begge prøver at lære af deres problemer, mens de forsøger at forsone sig med fortiden. Det skyldes i høj grad Kjell Westös store evne til at skrive dialoger, som flyder af sted.