Et eventyr

En blid og barsk, eventyrlig og socialrealistisk roman om forholdet mellem en dreng og hans far set fra barnets synsvinkel.

En far og hans søn. En dreng og hans far. To, der har hinanden i en verden, der ikke altid er god. For den er styret af ’den hvide dronning’, der forblænder alle – undtagen kongen og prinsen, fortæller faren. Og drengen og faren flytter fra by til by, fra værelse til værelse, i en evig jagt på fred. Noget er gået galt for faren, der er stukket af med sønnen, men det er et langt stykke hen ad vejen usikkert, hvad der er årsagen.

Der er to overordnede spor i romanen: fravær og nærvær. I bogens første del er faren sammen med sønnen, der på det tidspunkt er otte år, mens faren i bogens sidste del glimrer ved sit fravær. Dog sker der det besynderlige, at faren er lige så meget tilstede her – omend det kun er mentalt: Han bliver kun nævnt meget sporadisk, men ligger ikke desto mindre som et tykt lag hen over fortællingen og den nu voksne søns handlinger – og særligt i læserens bevidsthed. For hvad skete der med faren? Bengtsson arbejder som i gennembrudsromanen Submarino med forholdet mellem en lille søn og en far, der ikke helt er i stand til at drage den nødvendige omsorg for barnet. Men i modsætning til Submarino, hvor læseren sidder midt i alt det grumme, mens det sker, opdager man i Et eventyr først det grumme, når det er sket. Og forstår først det fulde omfang af det en del senere.

I bogens første del aner man som læser, at der er noget galt med faren. Fx er hans fortællinger om den hvide dronning og hendes undersåtter ikke blot et eventyr, som titlen spiller på, men et livssyn som afspejler farens relation til omverdenen – en relation, der er løs og mest af alt til af nødvendighed, fx for at tjene penge. Og hvis ikke pengene bliver tjent, tager han dem, uden dårlig samvittighed, med en tro på, at det er hans og sønnens ret på grund af den måde, samfundet er skruet sammen på. En af grundene til, at man som læser holder igen med at dømme faren som fx psykisk syg, er, at det er barnets synsvinkel, man følger. Et barn for hvem verden generelt er sær og byder på lidt af hvert. Et barn, der på den baggrund har en accepterende eller tolererende holdning til verden – og ikke mindst til sin far. En holdning, og et stilistisk greb, der nemt kan smitte af på læseren.

En anden grund hertil er, at fortællestilen, der er yderst enkel, realistisk og med få beskrivende adjektiver, holder læseren på afstand af sønnens og farens følelser i en observerende distance. Både drengen, Peter, der senere i bogen laver sin identitet om til Mehmet, og den unge, voksne søn Mehmet virker distancerede i forhold til læseren blandt andet ved ikke at beskrive følelser, men også ved at træffe betydningsfulde beslutninger uden om læseren. Hverken far eller søn ’pleaser’ læseren med oplysninger og forklaringer, men lever deres liv med læseren som observanten på afstand.

Et traditionelt eventyr er opdelt i tre hoveddele: 1) hjem, 2) ud (kamp/klimaks) og 3) hjem (fornyet/helt). Romanen Et eventyr er også overordnet set bygget op i tre dele: 1) far og søn sammen, 2) sønnen som stort barn/ung hos moren, og 3) sønnen som ung voksen og hans trang til afklaring på gåden om faren. Men det traditionelle eventyrs struktur håner nærmest denne roman, for en vigtig ting mangler her: trofæet og klimakset. Hvad skal vindes og hvordan? Ambitionen om at vinde er overhovedet ikke tilstede. I stedet hersker en stemning af resignation bygget op på sporadiske brudstykker af information: forskellige former for misbrug, mord, død, tilgivelse, omsorgssvigt, omsorg, flugt, frelse, tab.

Romanen forgår i kronologisk rækkefølge i tidslommer fra 1986 til 2000. Og skiftet til år 2000 bliver på en måde essensen af historien med sin frygt for det store (computer)sammenbrud ved årsskiftet. Men undergangen udebliver, og det samme gør klimakset i bogen; eventyret når ikke dets klimaks, men forbliver i en tilstand af resignation. Anti-eventyret uden mål.

Farens flakken rundt uden mål og med afspejler sig i sønnen som en trang til netop at deltage i samfundet; gå i skole, bo et fast sted, leve et liv uden farens genkommende natlige mareridt; leve ’det normale liv’. Moren lever det normale liv, og det er her Peter kommer hen, da faren bliver indlagt på et psykiatrisk hospital. Men det normale liv symboliseret ved skolen passer ikke til Peter, der på en eller anden måde er afinstitutionaliseret – ikke brugbar for systemet. Men barnet Peter og den voksne Mehmet kan én ting virkelig godt: tegne og male. Og vennen fra postkontoret, den lyssky omtågede Kasper, bliver på en sær måde katalysator for Mehmet, så denne langsomt begynder at tage sin kunst alvorlig. Og netop kunsten bringer spæde fremtidsperspektiver med til Mehmet, da han får mulighed for at udstille i Berlin.

Et eventyr er på en måde en dannelsesroman om drengen, der danner sig selv på grund af faren. På trods af faren. I relation til faren. Med både vilje til omsorg for andre, men også med den rodløses ensomme eksistens som et grundvilkår. Faren lægger sig som en skygge hen over drengens liv, og uanset hvor mange spørgsmål drengen forsøger at få besvaret om sin far, som han ved så lidt om, og upåagtet at han opsøger sin farmor og farens øvrige familie, forbliver hans forhold til faren gådefuldt for læseren. Omvendt bidrager Mehmet med sin egen overraskende handling til historien, idet han forårsager farens druknedød, der på en måde kan siges at være historiens klimaks. Men på en blid måde, for sønnen er frelseren, der befrier faren for sine mentale lænker.

Jonas T. Bengtsson fortæller sine historier med en blanding af blidhed og barskhed. Det ses i debutromanen Aminas breve – om den psykisk syge Janus’ jagt efter sandheden om, hvorfor hans tyrkiske veninde, Amina, ikke længere skriver til ham. Og det ses i ekstrem grad i efterfølgeren og bestselleren Submarino. Om to brødres kamp mod deres barndoms traumer, om alkohol og stoffer og om en far, der elsker sin søn, men ikke kan tage vare på ham. I Et eventyr er barskheden atter på spil, men mere nedtonet og subtil end i Submarino, og som i de foregående romaner er det samfundets skyggeside, der tages fat på, derouten, den fraværende moderskikkelse, de ustabile sociale relationer, overlevelse på kanten af det ulovlige. Bengtsson skriver historierne og personerne frem, så læseren sidder sammen med den lille dreng i det stille værelse i Et eventyr, mens faren er på arbejde hele dagen. Og spiser toastbrød af posen sammen med den sultne dreng i Submarino, fordi faren kokser på badeværelset efter at have sprøjtet sig med heroin. Det er socialrealisme med al sin direkte hårdhed og uforstillede, spontane skønhed, når det en gang imellem lykkes. Et eventyr var nomineret til DR Romanprisen 2012.

Kilder, links og centrale værker