Min fars dagbog

Trehundrede siders velfortalt graphic novel med masser af smukke øjeblikke. Om at vokse op som skilsmissebarn og om mindernes tyngde i voksenlivet.

Virkeligheden stemmer ikke altid overens med de billeder vi lagrer af den i vores hukommelse. Minder er personligt gods, som kan ændre karakter med årene. Nogle minder falmer, nogle forsvinder og andre forandres.  Den travle forretningsmand Yoichi får sig en erindringsmæssig åbenbaring, da hans far pludselig dør. 

Yoichi bor i Tokyo, og som så mange andre firmaansatte japanske mænd arbejder han i de fleste af døgnets vågne timer. Han lever et liv, hvor familien er nedprioriteret og han har ikke set sine forældre og sin søster i femten år, da han en dag får meldingen om sin fars død. Man fornemmer som læser tydeligt, at noget i familieforetagendet er ude af balance.

Modvilligt rejser Yoichi til sin barndomsby, hvor begravelsen skal finde sted. Ved ankomsten flettes brudstykker af Yoichis barndomsminder ind i fortællingen. Han husker sin mor danse under en stjernefyldt aftenhimmel. Han husker ildfluernes sværmen. Og ikke mindst husker han den smertefulde følelse af at blive forladt af sin mor. Forældrene gik fra hinanden da han var dreng, og selvom det var moren der forlod familien har han aldrig helt tilgivet sin far for det, der skete. Det fleste af bogens sider udspiller sig på vågenatten, hvor Yoichi i mødet med sin onkel og sin søster får en langt mere forsonlig version af historien om forældrene, end den han selv har båret på. Minder kan med årene ruste fast på forkerte steder. ”Du har aldrig rigtig forstået din far”, siger onklen. Og det er egentlig bogens omdrejningspunkt.

Taniguchi har i flere af sine værker været glødende optaget af, hvordan tilværelsen pludselig kan tage en uventet drejning. Det handler om at tage sig tid til livet for derved at få adgang til nye vinkler på verden. I Min fars dagbog lærer Yoichi sandheden om sin far at kende og noget forrykker sig i ham. Barndomsminderne falder på plads og brikkerne danner nu et helt billede. Bogen er i grove træk baseret på forfatterens egne erfaringer.

Det er så ren og enkel en tanke og morale, som Taniguchi opererer med i bogen. Man bør værne om familien og åbne hjertet for andre før det er for sent. Egentlig er det så ligetil, men alligevel så vanskeligt. Tegnestregerne fortæller os alt. Man mærker det hele i Taniguchis udtryksfulde tegninger, hvor følelserne er indlejret i hvert et ansigtsudtryk.

Bogen veksler behændigt mellem fortid og nutid og får her fint fortalt historien om faren samtidig med, at vi følger Yoichis bearbejdning af den.

Min fars dagbog er en meget flot bog, hvor samarbejdet mellem tegninger og tekst giver  en effektfuld læseoplevelse, med en nærværende beskrivelse af, hvordan tiden forsvinder og ikke pr. automatik læger alle sår. Det er gribende, det er japansk, det er poetisk realisme.