Bombaygryde

Jens Blendstrup tegner i Bombaygryde et skævt, komisk, surrealistisk og lidt grotesk portræt af Leif og hans udvikling og modning gennem hans tid som soldat.

Leif skal ind og springe soldat. Han har tabt til sin far i matador og i stedet for den sædvanlige konsekvens, rengøring af familiens asbesttag, har Leifs far meldt ham som frivillig til marineinfanteriet på Bornholm. For at gøre Leif værdig vel at mærke. Bombaygryde får på den baggrund karakter af at være en art (selvbiografisk) udviklingsroman, der har til formål at skildre Leifs modning – eller mangel på samme – gennem hans tid som soldat. En modning, der romanen igennem har svære kår, for Leif er en drømmer og en iscenesætter og tilmed underlagt en altdominerende far, som hærens kæft, trit og retning-disciplin ikke synes at kunne stå mål med.

Romanens sprog er en stor del af tiden knyttet til Leif som tredjepersons fortæller, og det er et underfundigt, humoristisk og legende sprog, der her kommer til udtryk i soldaterkammeraternes fællessang og Leifs forståelse af denne: ”...we're the chip-monks here we go - ...” ”Leif ved ikke, hvad chip monks betyder. Men det passer utrolig godt til sangen. Store pomfritter med munkehår eller sådan noget.” Leifs far taler ifølge Leif ”oldnordisk” - et sprog krydret med højstemte og dramatiske fraser, der puster sig op mod morens blide, svenske gloser. Sproget bliver romanens store rekvisit til at kreere en ung mands person og fremtræden, for Leif selv bruger nemlig sproget på et plan, hvor ordene skal understrege en given sindsstemning hos ham selv. I det hele taget er Leif – nok mere ubevidst end bevidst – optaget af at leve op til omgivelsernes (og egnes?) forventninger og krav. Han har travlt med at få tingene til at passe sammen og give mening, og det kræver tit en iscenesættelse af Leif selv via sproget og hans kropslige udtryk. Leifs konstante forsøg på at forstå og bearbejde verden med henblik på at iscenesætte sig selv på bedst mulig måde er tit knyttet til det at opnå noget; han ønsker sig fx brændende at modnes på alle planer – først og fremmest for at blive sergent. Han kaster sig i den forbindelse ud i et forhold til en pige med henblik på at modnes via kærlighedens liv og smerte, men her får læseren i stedet, via en alvidende fortællerstemme der af og til dukker op, det måske første kik ind i en anden virkelighed end Leifs, da han bliver afvist af sergentskolen og får et glimt af sine papirer med sætningen ”Soldaten må endvidere betegnes som svagt begavet”. Dette glimt og Leifs fars udtalelse om, at Leif er ”for barnenumset” til at blive sergent, giver Leif en midlertidig følelse af at være blevet forrådt og ført bag lyset. Måske mest af alt af sig selv. Denne oplevelse bliver romanens startskud til en række oplevelser, hvor Leif udfordres for siden at skuffes. 

Leifs udvikling og formning og hans tolkning heraf er centrale omdrejningspunkter romanen igennem. De er betinget af et samspil mellem hans eget lidenskabelige, underlige og naive indre, der driver ham frem og hans ydre verden, der er domineret af en række autoritære, selvtilstrækkelige mænd og faderfigurer, med hvem han alle forsøger at komme overens. Leif er trods sin dumhed tapper og forsøger bl.a. at vinde genrejsning ved at vende tilbage til marineinfanteriet fra et ophold på militærpsykiatrisk afdeling i stedet for at desertere. Det gør han først og fremmest med henblik på sit eftermæle i familien, som ifølge hans far er yderst vigtigt. Leif ser ikke faren som den styrende instans, men lever nærmere med ham i bevidstheden som en slags ansporende ideal. Leifs modning udebliver da også i store dele af romanen, fordi han netop ikke erkender eller forstår muligheden for frigørelse fra sin far, og fordi moren fastholder Leif som barn – sprogliggjort af hendes stadige ”Lilla Leif”. Først til slut i romanen går der et lys op for Leif: ”Det er det, der er så underligt med Leif. At han skal møde andre, før han ser, der er andre muligheder end den, som hans far fortæller ham er den rigtige.” Leifs far iscenesætter herefter via sproget en forståelse for Leifs behov for opgør og ansporer ham måske ligefrem hertil, men farens handling bliver ved at bære præg af en impuls til at kontrollere drengen; han afsætter bogstaveligt talt koordinater på et oversigtskort for at holde øje med, hvor Leif befinder sig. Leif synes umiddelbart ved romanens slutning at have gjort op med koordinaterne, da han retter sig selv efter et udsagn: ”...som Leifs far ville sige, nej, som Leif ville sige. - Som Leif siger, siger Leif højt...” I sidste sætning ses en spejling mellem ordene Leif siger, siger Leif, som umiddelbart kan give et lille praj om, at Leif nu lige så stille begynder at spejle sig i sig selv frem for i omverdenen. Dog skal dette forstås med et twist, idet en klassisk udviklingsroman samtidig med betoningen af individets udviklingsmuligheder også indeholder en stærk tro på arv og miljøs indflydelse på menneskets ageren. På den baggrund får Leifs sidste skøre ageren i romanen en snert af noget absurd omsonst. 

Jens Blendstrups portræt af Leif er skævt, komisk, surrealistisk og lidt grotesk, men samtidig gennemsyret af empati, og netop dette kan generelt siges at gøre sig gældende i hans skildringer, hvor det nære og almindelige står i centrum for en skæv fremstilling. Jens Blendstrups bøger bærer da heller ikke præg af den realisme, der kendetegner mange andre af nutidens danske udgivelser, men forvrider i stedet det hverdagsagtige til det absurde og absurd komiske. Omvendt kan hans tekster også siges at udfordre 'pænheden' ved at lade det underlige og abnorme gennemgå en proces, hvor det fremstår med stiltiende accept og almengyldigt. 

Ydermere er det selvbiografiske en del af forfatterskabets inspiration – især i gennembrudsromanen Gud taler ud fra 2004, der er et (tragi)komisk portræt af forfatterens opvækst i Risskov. I Bombaygryde fortsætter den selvbiografiske tone gennem de litterære personer, der er gengangere fra gennembrudsromanen. 

Desuden lægger Bombaygryde sig også i forlængelse af en aktuel litterær tendens – nemlig tematiseringen af forholdet mellem far og søn, hvilket bl.a. ses i nyudgivelser som Morten Kirkskovs Kapgang (2010), Karl Ove Knausgårds Min kamp (2010) og Lasse Ernsts Man dør kun en gang (2010). 

Cand. mag. Amrit Maria Pal

Kilder, links og centrale værker