Den syvende dag

'Den syvende dag' har samme melankolske skrøbelighed som 'At leve', men den er blandet med humor og en bidende social kritik af det moderne Kina.

Hvis man har læst Yu Huas tidligere roman At leve, som er meget berømmet herhjemme, vil man ikke være et sekund i tvivl om, at det er den samme forfatter, der står bag 'Den Syvende dag'. Yu Huas stil er ikke til at tage fejl af, heller ikke selv om det ikke er samme oversætter. Både Anne Wedell-Wedellsborg og Sidse Laugesen har klaret at ramme en tone, der både er kold og personlig, som et arvestykke af porcelæn, i deres danske gengivelse af Yu Huas tekst.

Jeg vil derfor også vove at påstå, at hvis man godt kunne lide stemningen i 'At leve', vil man bryde sig mindst lige så godt om 'Den syvende dag' – også selv om den har en mere humoristisk tone end førstnævnte. Hovedpersonen Yang Fei er nemlig død ved bogens begyndelse, og siddende i krematoriets ventesal med sit ene øje hængende nede på kinden venter han på, at det bliver hans tur til at komme i ovnen, men han er ikke klædt på til lejligheden, får han at vide, så han må hjem og skifte tøj først.

Turen hjem til hans kummerlige lejlighed udvikler sig imidlertid uventet, og gennem en lang række digressioner møder han flere og flere af de mennesker, han har været i berøring med i sit liv, fra sin fosterfar over sin ekskone til et ungt par, som han delte lejlighed med for længe siden.
På den måde lærer man gradvist sin hovedperson bedre at kende, samtidigt med at man får et indblik i et nutidigt Kina, hvor regeringen mest af alt minder om ”Partiet” fra George Orwells roman 1984, som den river bygninger ned, mens folk stadig bor derinde, og sender aske af tilfældige mennesker til sørgende familier for at lukke munden på dem.

Yang Feis vandring gennem den hinsides, i selskab med alle dem han har elsket, er fyldt med situationer, der er enormt triste. Det hele peger tilbage på det kinesiske samfund: De sociale koder og den mærkelige apati der gør, at en pige, der skriver i et internet-forum, overvejer selvmord, i stedet for at blive hjulpet ud af sin krise bliver rådgivet om, hvordan hun kan gribe sagen mest hensigtsmæssigt (!) an. Blandt andet bliver hun bedt om at springe ud fra et andet sted end lige dén og dén adresse, fordi det vil gå ud over kvarterets ry.

Men selv om 'Den syvende dag vrimler med den slags social kritik, død og uforløste situationer, undgår den alligevel at blive total-dystopisk. Der er heldigvis en lille gnist af håb om mere empati hele bogen igennem, som giver én lyst til at slå vinduerne op, som Scrooge julemorgen, og gå mere empatisk ud i den nye dag.