Bog

Sukkwan Island

Af (
2024
)

Anmeldelse

Sukkwan Island

13 maj.24

Nådesløst psykologisk drama i sort/hvid graphic novel baseret på David Vanns roman. 

Efter en skilsmisse drager en mand ud for at udleve drømmen om at være selvforsynende i den næsten uberørte natur på en ensom ø. Han tager sin 13-årige søn med sig, for at de kan have denne store oplevelse sammen og komme tættere på hinanden. Men at overleve i Alaskas vildmark er ikke så let i virkeligheden, som det ser ud i fjernsynet, og drømmen krakelerer lige så hurtigt som relationen mellem far og søn. 

Faren vil bevise, at han kan klare sig, og at han er en god far og rollemodel for sin dreng, den 13-årige Roy. Dynamikken mellem far og søn er dog skæv fra begyndelsen. Faren søger bekræftelse på, at han er en rigtig mand, og der er kun sønnen til at levere den bekræftelse, hvilket viser sig at være hårdt arbejde. Faren har nemlig ikke så godt styr på det at overleve, som han troede. Maden er knap, vejret er ikke altid med dem, og der sker ting, de to overhovedet ikke er forberedt på. Hverken naturen eller faderskabet er let at håndtere, og faren fejler desværre katastrofalt på begge områder med drastiske konsekvenser til følge.

Det bliver en lang og sej kamp for far og søn, som til tider er svær at se på. Faren er så optaget af sig selv, at modgangen på øen ikke skubber dem tættere på, men længere fra hinanden. Han ser simpelthen ikke sin søns behov for andet end mad og et tag over hovedet, og de to basale ting har han endog meget svært ved at opfylde. Projektet er dømt til at gå galt, og man sidder som læser med en grum knugen i maven.

'Sukkwan Island' beskriver noget meget menneskeligt, der trods det ekstreme i fortællingen er genkendeligt og derfor rammer læseren hårdt som en knytnæve. Her er det et voksent menneskes bitterhed over fejlslagne ambitioner samt en yderst skrøbelig far/søn relation, der til syvende og sidst får konsekvenser for en ung dreng. Der er et mørke, der kalder i både far og søn, og det er skræmmende at se, hvordan de hver især står alene med deres udfordringer, som om der er en dyb fysisk kløft imellem dem.

Den unge tegner Ugo Bienvenu indfanger med sine sort/hvide tegninger uhyggeligt nøjagtigt det psykologiske drama, David Vann har skabt. Drengen Roys ansigt viser, hvordan sløret bliver revet bort, og han mere og mere tydeligt ser den nøgne sandhed om sin ufuldkomne far. Ligeledes er både far og søns desperation er meget tydelig. Den barske natur i Alaska er virkeligt smukt og troværdigt gengivet, og isolationen er til at tage og føle på. Sukkwan Island er et højintenst psykologisk drama, der vil chokere selv de mest hårdkogte læsere. 

Bogdetaljer

Forlag
Fahrenheit
Oversætter
Lisa Villeneuve Kristensen
Faustnummer
138281817
ISBN
9788771765335
Antal sider
0

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer