Isaak-katedralen af Kari Hotakainen

Tragikomisk roman om en ældre ateist, som forsøger at redde sin søn fra det værste af alt … Gud.

Hotakainen skriver om tro og mistro, liv og død - og det gør han fremragende! "Gud findes ikke. Efter døden er der ingenting. Alt er før den." Sådan begynder Kari Hotakainens seneste roman. Sætningen er en slags ledetråd for romanen og et mantra for bogens hovedperson, Paavo - en 72-årig mand, som netop har haft en hjerneblødning.

Paavo skal efter sin sygdom til at "opdatere computerens styresystem på ny", som en neurolog så smukt udtrykker det. "Opdateringen" sker ved hjælp af en række erindringsglimt tilbage til livet med hans nu afdøde kone og til hans søns barndom.

Netop forholdet til sønnen viser sig at være problematisk og smertefuldt for den gamle mand. Sønnen har på et tidspunkt i livet valgt Gud og kasseret sin far. Sådan føles det i hvert fald for Paavo, som ikke deler sin søns tro på det hinsides, men tværtimod tror på livet på jorden, her og nu. Faktisk ville han ønske, at sønnen var blevet dranker i stedet for gudfrygtig - det ville han meget lettere kunne forholde sig til.

Sønnen Pekka arbejder på at restaurere Isaak-katedralens kuppel, så den er klar til Skt. Petersborgs 300 års jubilæum. Faren må, sygdom til trods, rejse til Rusland for at redde sønnen ud af hans vildfarelse og hive ham ud af Guds arme. Men om det lykkes, må du selv læse dig til!

Jeg var totalt vild med Kari Hotakainens roman "Hjemmefronten", som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2004. "Isaak-katedralen" har samme sørgmuntre tone og rummer både tragiske og komiske aspekter. Efter min mening kunne den sagtens tåle at være af dobbelt længde. Historierne kunne godt være udpenslet lidt mere efter min smag. Man når knapt at få begyndt, før den er slut igen - og det er synd !

Oversat af Helena Idström. Gyldendal, 2006. 144 sider. Kr 175,-