Jeg nægter

Rørende, trist og smuk roman om drenge og deres venskab. Endnu en perle føjer sig til et suverænt forfatterskab!

To mænd mødes tilfældigt en tidlig morgen i 2006 på en bro i Oslo. Tommy og Jim var bedste venner hele barndommen, de voksede op i samme lille bygd uden for byen Mørke ikke langt fra Oslo. De to holdt sammen, og intet kunne komme imellem dem dengang, men nu har de ikke set hinanden i 35 år.

Jim boede alene med sin mor, en meget kristen skolelærer, som først på sit dødsleje fortalte Jim, hvem hans far var. Tommy derimod levede indtil sit fjortende år sammen med begge sine forældre og sine tre yngre søstre. Det var bare ikke nogen lykkelig harmonisk kernefamilie. Tommys far tyranniserede og bankede sine børn. En dag forlod moren hjemmet, og de så hende aldrig igen. Kort tid derefter blev det for meget for Tommy. Han slog igen, og så forsvandt faren. Tommy prøvede at holde sammen på familien, men børneværnet placerede de fire børn tre forskellige steder.

Men Tommy og Jim var stadig venner, indtil Jim begynder at spekulere over deres venskab. Om et venskab er noget, man bør gøre sig fortjent til. Det kiler sig ind imellem dem. Jim, der ellers ikke har kunnet forestille sig, hvordan livet og fremtiden ville se ud uden Tommy, bliver pludselig i tvivl.

Vist er det, som om de to drenge er vokset hver sin vej. Jim går i gymnasiet, og Tommy arbejder på det lokale savværk. Men de har altid været forskellige. Nu er det bare, som om det gør Jim usikker. Efter nytår 1970, da Jim går i 3. G, forsøger han at hænge sig i brændeskuret. Hans mor finder ham, og da han efter fire måneders indlæggelse på psykiatrisk sygehus kommer hjem, flytter de fra bygden. De to barndomsvenner har ikke set hinanden siden. Nu mødes de tilfældigt, og vi følger dem begge i et enkelt døgn efter mødet og hører, hvordan deres liv har udviklet sig siden deres adskillelse.

Jeg har en forkærlighed for Per Petterson og hans realistiske, lidt mørke og melankolske forfatterskab. ’Ud at stjæle heste’ er et mesterværk, men de seks bøger om Arvid Jansen og hans familie står mit hjerte særligt nær. Det har noget at gøre med, at hver anden af romanerne foregår i min hjemby, Frederikshavn. Men det har især noget med tonen i romanerne at gøre; sårbarheden, skrøbeligheden, melankolien.

Per Petterson har denne gang skrevet en rørende, trist og smuk roman om drenge og deres venskab. Om to skrøbelige drenges forhold, og hvad deres opvækst og venskab betyder for deres liv. ’Jeg nægter’ er fuldt ud lige så god som Pettersons andre bøger, og jeg er lige ved at synes, at han endda overgår sig selv i denne roman. I hvert fald føjer endnu en perle sig til et suverænt forfatterskab!