Bog

Hjertet slår og slår

Af (
2012
)

Anmeldelse

Hjertet slår og slår af Jens Smærup Sørensen

01 nov.12

Fremragende roman, der i tilbageblik beretter om et far-søn forhold i 1950´ernes landbosamfund.

Med ’Hjertet slår og slår’ er Jens Smærup Sørensen tilbage i miljøet fra ’Mærkedage’ (2007). ’Mærkedage’ indbragte Smærup Sørensen adskillige priser og var en roman, som delte vandene: nogle mente, den var kedelig – resten, hvortil jeg hører, var dybt fascineret af bogen.

’Hjertet slår og slår’ er jeg-fortælleren Kristians erindring om barndommen i  1950´ernes Himmerland. Det er beretningen om et far-søn forhold i en tid, hvor gårdmanden stadig forventer, at gården skal gå i arv til sønnen. Kristian er en blød og boglig dreng, der ikke er særlig praktisk anlagt, så faren ser det som sin fornemmeste opgave at få sønnen hærdet.

Nu er Kristian, der er blevet professor i historie, på vej tilbage til barndomslandet for sammen med resten af familien at sidde ved farens dødsleje på plejehjemmet. Faren er længe om at dø, for hjertet slår og slår, skønt han bliver mere og mere kold. Uendeligt langsomt og med mange afstikkere oprulles Kristians barndom i en tid, hvor opbruddet fra bondesamfundet blev en realitet, hvor sønner ikke automatisk gik i fædrenes fodspor, og hvor de unge søgte ud i verden.

Vi får gennem Kristian et billede af faren som patriarken, der styrer hele sin familie med hård hånd og opdrager med prygl. Faderen er ikke nogen ond mand. Han elsker sin søn og ønsker det bedste for ham, om midlet så må være prygl, ligesom han også mener sig berettiget til at nægte sin hustru at købe ugeblade og tage kørekort. Pryglene ophører først den dag, hvor Kristian er den stærkeste.

Bogen er skrevet i et meget smukt og til tider finurligt sprog, og der er, som i ’Mærkedage’, mange ting, der ikke bliver sagt direkte. Det er en alvorlig og tænksom bog, som ind imellem er præget af underspillet humor, som da den granvoksne Kristian gemmer sig for sin historielærer bag havehækken. Undervejs beskrives farens barndom og ungdom i fabulerende og drømmeagtige afsnit.

Det er også min barndom, som Smærup Sørensen så fremragende beskriver, og efter endt læsning af ’Hjertet slår og slår’ er jeg overbevist om, at det er den bedste bog, jeg har læst i 2012.

Analyse

Smærup Sørensen, Jens - Hjertet slår og slår

I Jens Smærup Sørensens roman Hjertet slår og slår kombineres den store historie med den lille. Han blander samfundskritik med almenmenneskelige overvejelser, mytiske scener med himmerlandsk hverdagsliv og sidst, men ikke mindst blander han vold og kærlighed på en måde, der udfordrer læseren.

Selvom Hjertet slår og slår kun strækker sig over godt 200 sider, er det en stor roman. Den er stor i sit tidsspan, i sin dybde og i sin ambition om at beskrive et næsten arketypisk opgør mellem en far og en søn - mellem traditionen og det moderne.

I romanen vender Jens Smærup Sørensen tilbage til det himmerlandske miljø, man også møder i den prisbelønnede Mærkedage (2007). Hovedpersonen og jegfortælleren, den knap 60 årige Kristian, er på vej tilbage til sin barndomsegn nær Nibe, hvor han skal sidde ved sin fars dødsleje. Denne tur bliver en rejse tilbage til Kristians barndom med kig til både farens historie og skipper Clemens' oprørsulmende Himmerland. Kristian kommer til at sidde ved sin fars side en hel uge. Farens hjerte slår og slår – nægter at give op. Kristian bruger, som hans selv udtrykker det, denne uge på at forstå ”min far og mig selv som hans søn, og mit brud med ham – eller hans med mig – hvad der siden er sket. Hvad jeg er blevet”.

Interessant nok ironiserer romanen selv over netop denne ambition. Kristian er professor i historie, et job hvor han, ifølge ham selv, er ansat af skatteborgerne til at sansynliggøre, at ”ethvert kaotisk øjeblik, det ene efter det andet, vil blive ved med at tage sig meningsfuldt ud, så snart vi kigger os tilbage”. Selvom Kristian mener, at dette er en illusion og påberåber sig retten til at være meningsløs ”om så bare et par timer ad gangen”, søger han alligevel selv at skabe noget mening ud af enkeltstående hændelser i sin egen historie og  give den skæbnekraft.

Dette paradoks er dog ikke en fejl ved bogen, men tværtimod en af dens styrker. Når Kristian kalder noget for skæbnesvangert, selvom han ikke har lyst, peges der på den almenmenneskelige kamp for at skabe forståelse i noget, man frygter, er rent kaos. Kristians historie bliver kompleks og samtidig vedkommende, fordi man, som læser, aldrig kan få den endelige sandhed om, hvorvidt værket blot er en samling af tilfældige fortællinger eller en lang vandring gennem de skæbnesvangre begivenheder, der former Kristian. 

Det slår og slår

Kristians forhold til sin far er ikke enkelt. Faderen er bonde og tillige en rendyrket patriark af den slags, der findes flere steder i Smærup Sørensens forfatterskab - eksempelvis i Mit danske kød (1981) og Mærkedage (2007), hvor rollen dog er spredt ud på adskillige forskellige autoriteter.  Kristians evner ligger absolut ikke inden for det fysiske, og han kan derfor  ikke leve op til farens krav. Dette får faren til at forsøge at banke både evner og fornuft ind i ham. Det interessante er, at faderen ikke entydigt beskrives som en ond mand. Han er hård, men han gør angiveligt det hele for Kristians eget bedste: ”Han [faren] kunne ikke svigte mig. Kunne ikke lade den søn han elskede i stikken. Han kunne ikke bringe det over sit hjerte. Og det skulle slå og slå. Og jeg var dets udkårne”.

Bogens titel bliver således dobbelttydig. Den hentyder både til faderens hjerte, der i stedet for at give op bare vedbliver at slå, så Kristians ophold ved dødslejet forlænges, men ligeledes til barndommens vold, hvor faderen slår og slår af hele sit hjerte  - og med undgangspunkt i sit hjerte. Igennem bogen vakler hovedpersonen mellem at acceptere dette, at faderen slog af sit hjertets godhed, og at dømme ham som en usympatisk mand, der brugte volden som en legitimering af sig selv. Som læser for man aldrig et endeligt svar, ligesom Kristian aldrig når frem til, hvordan han egentlig ønsker at se sin far. 

Moderniteten og sproget.

Udover at være en stærk fortælling om opgøret mellem en far og en søn, er Hjertet slår og slår også en fortælling om sproget – og det på flere niveauer. For det første leger værket med fremstillingsformerne, hvilket blandt andet ses i tredje del. Denne del indeholder beretningen om farens barndom. Fortællingen lægges i begyndelsen i munden på hovedpersonens søster, der angiveligt skulle have fået den fortalt af faderen, men den forvandler sig hurtigt til  en drømmefantasi, der ender med at faderen rider hjem, altså ind i døden, på sin bedste ven, hingsten Grant. Et andet sted, hvor bogen gør opmærksom på sig selv som fiktion, er i den massive brug af billedsprog. Dette er tydeligt i sætninger som: ”Asfalten [var] lige så sortglødende, bulnende, viskøs, som var hele købstaden ved at flyde ned mod sin havn og forsvinde i fjorden. De skimlede røde tagsten drev i udmattet vellyst ned over hinanden, så slatne som de grågrønne blade på de selvopgivende træer”. Jeg vil lade det være op til den enkelte at vurdere, om sådan en sætning er elegant eller måske for meget af det gode, men der er ingen tvivl om, at den tvinger læseren til at forholde sig til sproget som kunstnerisk virkemiddel.

Også på handlingsplanet spiller sproget en markant rolle, nemlig som udtryk for Kristians oprør. Allerede mens Kristian stadig går i folkeskole, fører faderens hårdhed til, at Kristian lukker sig sprogligt inde. Først da han i gymnasiet endelig siger fra over for faderens vold, får han sproget tilbage – sproget bliver oprørets udtryk. Dette er ligeledes tydeligt i og med, at Kristian fravælger sin barndoms himmerlandske dialekt for i stedet at begynde at tale ”fint”. Som voksen indser han, at dette må have givet forældrene det indtryk, at han frasagde sig dem og hele sin fødeegn. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Godt nok bryder Kristian med sine forældres verdenssyn, med bondens levevilkår og med patriarkatet, men samtidig er det netop essensen af Himmerlands historie, nemlig Skipper Clemens oprør, som Kristian identificerer sig med i sit eget oprør. Kristian er således både det moderne menneske, der vælger et andet liv end bondens og en direkte efterkommer af Skipper Clemens bønder, der turde sætte sig op mod magten og autoriteten.

Hjertet slår og slår er en udfordrende bog, en bog der kalder på at blive tolket, samtidig med at den driller læseren med den mulighed, at der ingenting er at tolke.

God fornøjelse.

Cand. mag. Sidsel Sander Mittet


LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Information
(heri 28/9 2012: Rasmus Bo Sørensen: 'Jeg ville være forfatter - det var mit oprør').
Interview.

Kristeligt dagblad
(heri 29/9 2012: Dorte Washuus: En torn i kødet).
Interview.

Kristeligt Dagblad
(heri 15/2 2013: Jens Smærup Sørensen: Virkelighed, løgn og digtning: Kun i digtningen kan vi skabe billeder af det, der er og bliver sandt i sindet).
Debatindlæg om Hans Hauges bog Fiktionsfri fiktion.

Anmeldelser i aviser

5/10 2012 Jens Andersen i Berlingske Tidende
5/10 2012 Jonas Hindsholm Bentzen i Børsen
5/10 2012 Erik Skyum-Nielsen i Information
5/10 2012 Henriette Bacher Lind i Jyllands-Posten
9/12 2012 Marie Louise Christensen i Jyllands-Posten
5/10 2012 Liselotte Wiemer i Kristeligt Dagblad
6/10 2012 Bjørn Bredal i Politiken
5/10 2012 Lars Bukdahl i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

LitteraturNu
Gudrun Hagen: Læger tiden alle sår?

Links

Dr.dk
Podcast med samtale mellem Jens Smærup Sørensen og Klaus Rothstein fra Bogforum 10/11 2012


GENERELT OM FORFATTEREN

Afsnit i bøger

81.6
Læsninger i dansk litteratur / redaktion Povl Schmidt m.fl.. - Odense Universitetsforlag, 2001. - 5 bind.
(i bind 5, s. 203-214: Johs. Nørregaard Frandsen: Jens Smærup Sørensen : Breve).
Kort introduktion til Jens Smærup Sørensen og hans forfatterskab. Novellesamlingen Breve, 1992, analyseres nærmere.

81.64
Danske digtere i det 20. århundrede. - Nyredigeret og nyskrevet udgave / redigeret af Torben Brostrøm og Mette Winge. - Gad, 1980-82. - 5 bind.
(i bind 5, s. 227-236: Torben Brostrøm: Jens Smærup Sørensen).
Jens Smærup Sørensens forfatterskab indtil 1982 analyseres, herunder romanerne At ende som eneboer (1972), Gøremål (1973), Byggeri (1975), Skoven nu (1978), Mit danske kød (1981), samt novellesamlingen 13 stykker af en drøm (1976).

81.65
Danmark 1965-1975 : en antologi / redigeret af Peter Madsen. - Cavefors, 1977. - 425 sider.
(heri s. 315-333: Peter Madsen: Afmagt og utopi : Temaer i Jens Smærup Sørensens forfatterskab).
Korte analyser af Jens Smærup Sørensens 3 første prosabøger; At ende som eneboer, 1972, Gøremål, 1973 og Byggeri, 1975, samt en vurdering af det miljø og den tid bøgerne er skrevet i.

81.65
Erik Skyum-Nielsen: Modsprogets proces : poesi, fiktion, psyke, samfund : essays og interviews om moderne dansk litteratur. - Arena, 1982. - 343 sider.
(heri s. 190-203: Jens Smærup Sørensen: Magten baserer sig på fiktioner).
En blanding af analyse af forfatterskabet og interview med Jens Smærup Sørensen om forfatterskabet. Forfatterskabet ses som del af 70'er litteraturen.

81.65
Vandmærker : nærlæsninger af ny dansk litteratur / Anders Østergaard (red.). - Dansklærerforeningen, 1999. - 510 sider.
(heri s. 309-343: Frits Andersen: Breve : Fortryllelse og forvandling hos Jens Smærup Sørensen og Hans Otto Jørgensen).
Introduktion til og analyse af Jens Smærup Sørensens forfatterskab op til 1996. Forfatterskabet bliver sammenlignet med Hans Otto Jørgensens forfatterskab og sat ind i en 80'er og 90'er litterær tradition. Miniportræt og bibliografi bagerst i bogen.

Artikler i tidsskrifter

37.1489605
Kursiv.
(heri: 1981, årg. 19, nr. 2, s. 48-52: Vagn Thule Hansen: Klods Hans i den vide verden).
Korte analyser og beskrivelser af Jens Smærup Sørensens romaner, noveller og digte frem til og med romanen Mit danske kød (1981).

80.5
Kritik. - Gyldendal.
(heri: 1993, nr. 105. – s. 14-21: Erik Svendsen: Gedulgt, fabulerende, interessant : et portræt af Jens Smærup Sørensen).
Artikel der hovedsageligt tager udgangspunkt i novellen Et forbandet hul fra novellesamlingen Breve (1992). Novellen bruges til at karakterisere forfatterskabet. Jens Smærup Sørensen sammenlignes blandt andet med Octavio Paz og H.C. Andersen.

81.6505
Spring: Tidsskrift for moderne dansk litteratur.
(heri: 2005, nr. 23. - S. 7-13: Jens Smærup Sørensen: Uden om forfatterskabet).
Jens Smærup Sørensen fabulerer over eget forfatterskab.

Artikler i aviser

Information
(heri 9/11 2012: Læserne spørger: Jens Smærup Sørensen).
Interview.

Kristeligt Dagblad
(heri 28/3 2007: Claus Grymer: "Den største historiske begivenhed i vor tid").
Interview.

Politiken
(heri 28/2 2008: Carsten Andersen: Verden ender i Staun).
Jens Smærup Sørensen bla om sin opvækst.

Links

Jens Smærup Sørensen
Forfatterens egen hjemmeside. Indeholder bl.a. bibliografi og henvisninger til andre litteratursider på nettet, hvor Jens Smærup Sørensen omtales. Arkiv med artikler skrevet af Jens Smærup Sørensen.

Dansk litteraturhistorisk bibliografi
En oversigt over analyser og fortolkninger af forfatterskabet.

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.

Bibliotekar Else Zakarias, Vejle Bibliotekerne

22 mar.13

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
29584338
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702135350
Antal sider
215

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer