Fader vor

Gennem research og en hel del selvpineri søger journalist og forfatter Morten Sabroes at lære sin fraværende far at kende. Det hele ender dog med at blive et selverkendelsesprojekt om Sabroe selv.

Morten Sabroe følger op på den chokerende og ærlige bestseller ’Du som er i himlen’ (2007), historien om hans forhadte og komplekse forhold til sin mor med den uafhængige fortsættelse ’Fader vor’, hvori han søger at blotlægge og forstå sit forhold til den for ham anonyme og fraværende far i barndommen.

For at forstå sin far, cirkusrevydirektør Povl Sabroe også kaldet den ”Den Gyldenblonde”, må Sabroe et led længere tilbage i slægten til sin farfar, den berømte politiker og børneven Peter Sabroe. Faren Povl Sabroe mistede sin far (Sabroes farfar) som 16-årig i en togulykke, og Sabroe forsøger i dette at se lighedspunkter mellem generationernes mangel på en nærværende faderfigur og dermed et forbillede. Så han finder sin egne forbilleder at spejle sig i, dem på forsiden af bogen.

Sabroes historie handler om to mænd, han ikke kendte, og det kommer læseren heller ikke rigtig til efter endt læsning. Der researches ganske vist og skrives lidt på forskellige ferier. Efter at have brugt bogens første tredjedel på at væve rundt i, om han nu tør skrive om sin far eller ej, drejer historien sig mere og mere hen mod en dissekering af ham selv som søn, far, ægtemand og forfatter. Det hele er et stort selverkendelsesprojekt.

Jeg bliver ikke dybere berørt over Sabroes kvaler. Men jeg fyldes med både anerkendende og irriterende følelser, når han piller for meget i navlen og kører på med sine bitre og utiltrækkelige følelser. Jeg tager hatten af for mandens ærlighed, men det er samtidig en kende for selvsmagende. Ligegyldige scener, som fx en mistet kildevand i lufthavnen og sammenstødet med en sur bibliotekar på Det Kongelige Bibliotek, virker kunstige midt i alt føleriet, rableriet og de musikalske citater.

Sabroe har sin egen originale skrivestil, som rabler derudaf og tangerer skriveteknikken ”stream of consciousness” (bevidsthedsstrømme og indre monologer). Journalisten i ham fornægter sig ikke og der springes ind og ud af historien, frem og tilbage i tiden og med gavmild hånd strøs der med citater fra film og sange.

Jeg vil mene at ’Fader vor’ hører mere hjemme blandt selvbiografierne end blandt romanerne og forgængeren om moren er en mere overraskende og bevægende læseoplevelse.