Åndehul

Kulsort roman om en efterforsker, der havner i en alvorlig kattepine. Historien kredser om moralske dilemmaer og er skrevet i et vidunderligt sprog.

’Åndehul’ er en underfundig og kulsort lille roman om moral, kærlig og had, hvor en kriminal-efterforsker fortæller sin historie som en direkte henvendelse til et du, som også kunne være læseren. Hvorvidt efterforskeren er mand eller en kvinde, får vi først at vide til allersidst. Efterforskeren er blevet optaget i det lokale kirkekor, selv om vedkommende ikke synger særlig godt, men kirketjeneren, der til gengæld synger rigtig smukt, har sagt god for efterforskeren. Efterforskeren, der i kraft af sit embede må opfattes som et troværdigt menneske, får efterhånden viden om ting, som det ville have været bedst at være foruden.

Kirketjeneren bekender, at han stjæler de smukke ligklæder fra de døde og giver dem til sin hustru, som syr dåbskjoler og brudekjoler af stofferne. Han fortæller, at tekstilfabrikken er lukket, hans kone er blevet arbejdsløs, og de har fire børn at forsørge. I koret synger også frisøren, som ligeledes fortæller sin historie til efterforskeren. Hun er gift med en mand, der har været lænket til sin kørestol i 16 år, så når hun kommer hjem fra sit fuldtidsjob som frisør, begynder et nyt fuldtidsjob som hjælper. Det værste er, at manden taler konstant og er irriterende bedrevidende. Selv om hun elsker ham, hader hun ham også, og nu vil hun gerne af med ham for at kunne starte et nyt liv.

Det bliver ikke lettere for efterforskeren, da han bliver bekendt med, at kirketjeneren har valgt også at lette sit hjerte overfor frisøren, der som pris for sin tavshed har bedt kirketjeneren hjælpe sig af med sit problem med manden. Noget for noget! Ind imellem historierne om kirketjeneren og frisøren hører vi om forskellige spektakulære sager fra lokalsamfundet, og om de samtaler efterforskeren har haft med personer på anklagebænken.

Det er en helt utrolig sort, humoristisk og til tider makaber historie, som Kari Hotakainen har skrevet. Jeg kunne fristes til at kalde ’Åndehul’ for en sofistikeret kriminalroman på grænsen til Nordic Noir. Der er masser af overraskelser undervejs, og nogle af historierne fra byen Henkireikä, som romanen hedder på finsk, er så grotesk morsomme, at jeg grinede højt undervejs.

Historien kredser, som i andre af Hotakainens bøger, om moralske dilemmaer, som når efterforskeren spørger læseren ”Hvad ville du ikke for alt i verden gøre? Uanset om du blev tilbudt et kæmpe beløb for det?” Ja, hvor langt rækker den enkeltes moral - eller dobbeltmoral egentlig?

Kari Hotakainen har efterhånden fået oversat en del romaner til dansk, siden han fik Nordisk Råds Litteraturpris for ’Hjemmefronten’ i 2004. Han skriver i et vidunderligt og blomstrende sprog og får os til at se på nogle af livets dilemmaer. Hvad stiller en efterforsker fx op med sin viden om en forbrydelse, der måske- måske ikke - vil blive begået? Og er det en forbrydelse at stjæle fra de døde for at forsøge sin familie? Den minimalistiske for- og bagside afbilleder en stemmegaffel, en stegegaffel og en kokkekniv i ét på svag rosa baggrund. Det rammer både stemningen og indholdet meget elegant.