Bog
Tove tænker : en lang historie
Af
(
2022
)
Den samlede udgave af Tove Tænker-serien fortjener at tiltrække nye, unge læsere.
Den samlede udgave af Tove Tænker-serien fortjener at tiltrække nye, unge læsere.
Anmeldelse
Tove tænker - en lang historie
- Log ind for at skrive kommentarer
Ny, samlet udgivelse af Tove Tænker-serien fortjener at tiltrække nye, unge læsere.
Tove tænker i tal og sammenhænge, hun samler på ord og deres betydninger og hvordan enkelte små bogstaver kan få betydningerne til at ændres, så ordene passer ind i nye sammenhænge og nye måder at se verden på. Toves navn kan med et L blive til Love, og love kan have betydning når man er forelsket, men det kan have en helt anden betydning, når man taler om love & regler.
Tove tænker på begge dele; hun spekulerer over kærligheden, hun funderer over regler, der gælder for nogen, eksempelvis forældre, og ikke for andre, eksempelvis børn. Hun har også en fornemmelse af, at der er regler for kærligheden, især da hun får følelser for en dreng, som er ven af familien. Her kommer hendes fornemmelse for tal på arbejde, for han er måske dobbelt så gammel som Tove netop nu, men om nogle år vil denne aldersforskel på en måde være mindre, eller i hvert fald mindre betydningsfuld.
Tove tænker - en lang historie er en meget præcis titel, i hvert fald er den meget længere end de forrige historier om Tove, for bogen er en tilpasning af tidligere bøger i Tove tænker-serien. Historierne er skrevet sammen til en samlet fortælling bestående af fire overordnede afsnit baseret på de tidligere enkeltstående bøger. Med fortællingerne om Tove sætter Mette Vedsø fokus på langsomheden, tænksomheden og detaljer, som nemt overses, i fine hverdagshistorier om en tænksom piges liv med skole, familie og venner.
I den første fortælling om kærlighed og aldersforskel er Tove en uge fra sin 9-års fødselsdag. I den næste fortælling er hun lidt ældre og er taget alene med flyet til London for at besøge sin onkel Don. Tove er bekymret over, at Don ikke har en kæreste og gør sig mange tanker om, hvem han vil passe sammen med. Stor er Toves glæde, da der viser sig at være en, som både gør onkel Don utrolig glad, men som også matcher hans navn (og by), nemlig Lon. Match made in heaven lige dér for en bogstavselskende pige som Tove.
Lige så dejlig Don er, lige så irriterende er den nye, belastende pige i klassen, Elvira ,og ikke mindst Fætter Frank. Toves forældre belærer hende om, at man skal være glad for den familie, man har, men hvordan tackler man det, når Frank, som kloger sig om alt og ingen sociale evner har, skifter til ens skole?
Det er godt tænkt med en ny, samlet udgave af Tove Tænker. Jeg er sikker på at denne tykkere udgave med sin farvestrålende og udtryksfulde forside vil appellere til nye læsere i målgruppen 8-12 år, som også har fortjent at få en dosis af Toves tænksomme væsen og skæve sans for bogstaver og tal.
Vedsøs unikke stemme i børnelitteraturen folder sig i den grad ud gennem Toves tanker og oplevelser, og mange voksne vil helt sikkert også nyde at læse bogen med deres børn. Bogen er illustreret med sort-hvide poetiske tegninger af Stine Illum, som bidrager fint til teksten.
Brugernes anmeldelser