Præludier

Med 'Præludier' skriver Peer Hultberg sig ind i 90’erne og står generelt i en position som en sprogligt eksperimenterende forfatter, der aldrig taber den gode historie af syne.

Peer Hultberg har siden sin debut i 1966 med 'Mytologisk landskab med Daphnes forvandling' forfattet en række anerkendte værker, der tæller blandt andre den prisbelønnede 'Byen og Verden' (vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 1992) og 'Præludier', der skal præsenteres her.

Romanen tager udgangspunkt i vidunderbarnet og pianisten Frederíc Chopins barndom i Warszawa i 1800-tallet. Med den lille Chopin, som skiftevis beretter og betragter, udspænder Hultberg en række små, farvestærke fortællinger, der tilsammen udspiller det drama, som ethvert barn gennemgår i løbet af sin opvækst og opdragelse.

Chopin blev som otte-årig debutant ved pianoet og en barnesensation på linie med Mozart. På den baggrund kunne læseren måske kunne vente en livshistorie af de helt specielle, men Hultberg har ikke forfattet en historisk roman i klassisk forstand. Bogen tager sin begyndelse med den lille Frederíc Chopins fødsel i en velstående borgerlig familie, og præsenterer allerede på første side læseren for en ganske særlig vinkel på stoffet. Hultberg arbejder med en impressionistisk teknik, der er tro mod det lille barns mange flimrende og overvældende indtryk i den tidlige barndom. Efterhånden synes romanen dog at antage en mere læsevenlig karakter.

På indholdssiden arbejder Hultberg med barnets oplevelse af de voksnes inkonsekvenser, når det gælder tro og overtro, skræmmehistorier og fornuftbegrundet opdragelse. I sit forlæg er romanen måske nok tro mod den historiske familie Chopin, men hovedformålet er ubetinget at invitere læseren indenfor i et univers, hvor vi igennem den lille Frycs frygt og glæde, sundhed og sygdom kan leve os ind i de grundvilkår og paradokser, der hersker i den borgerlige kultur. Romanen er Imidlertid ingenlunde humørforladt, men både morsom og rørende i beskrivelsen af barndomsårene.

Med 'Præludier' skriver Peer Hultberg sig ind i 90’erne og står generelt i en position som en sprogligt eksperimenterende forfatter, der aldrig taber den gode historie af syne. Med sin aparte stil og de mange brud er romanen ikke letlæselig, men den er bestemt besværet værd.

Kilder, links og centrale værker