Tidens støj

Komponisten Sjostakovitsj kom i unåde hos Lenin med sin første opera. Det blev starten på en angstvækkende tilværelse. Barnes romanbiografi skildrer frygt og rædsel.

I Lenins Rusland i starten af 30’erne måtte alle indordne sig. Det gjaldt også for komponisten Sjostakovitsj, som kom i unåde hos Lenin efter hans opera ”Lady Macbeth fra Mtsensk” blev opført. Han frygtede for sit liv, så derfor sov han ved siden af elevatoren om natten. Han vidste, at folk blev hentet om natten for sidenhen at forsvinde, og han ville skåne sin familie. Folk er der den ene dag, næste dag er de forsvundet. Ingen ved hvorhen.

Sjostakovitsj bliver mere og mere gidsel i Stalins propaganda, selv om han ikke kan stå inde for det. Han frygter konstant for sit liv, og bliver hele tiden overvåget, f.eks. da han har lyst til, at drikke sig fuld på vej hjem i flyveren fra USA. Til gengæld har han en masse materielle goder, som er med til at gøre livet som marionetdukke for Stalin tåleligt. Men han må dog være på vagt også over for sig selv nu.

I et malende sprog beskriver romanen, hvor mareridtsagtig Sjostakovitsjs liv er. Den henviser til mange historiske detaljer, som er med til at underbygge historiens autenticitet og det russiske styres jerngreb om befolkningen.  

I centrum er kærligheden til musik. Sjostakovitsj komponerer videre til trods for, at han bliver hængt ud offentligt. Lenin betegner ”Lady Macbeth fra Mtsensk” som støj og ikke musik. Folket vil have musik med glæde, ikke melankoli og sorg. Sjostakovitsj gør modstand og kæmper for sin faglige stolthed. Alligevel vender den kulturelle verden ham ryggen efter kritikken. 

Tidens støj er en fantastisk flot beskrivelse af et menneske, som hele tiden tror, at nu er livet slut. Angsten for, hvad der måtte komme, er altoverskyggende. 

Julian Barnes har skrevet flere romaner og er absolut et bekendtskab værd.