Hønsehunde

Så er der dømt sex, drugs & rock n´ roll med 140 km i timer op gennem Jylland. Der er Bon Jovi på bilradioen, sprit i blodet og et vanvittigt eventyr i vente.

Der er lidt mere end en snert af Tom Kristensens ”Hærværk” i René Fredensborgs ”Hønsehunde”: En journalist og hans mere eller mindre selvvalgte deroute efterlader et kølvand af ødelæggelser. Men hvor Ole Jastrau er langt mere tragisk end komisk, forholder det sig lige omvendt med Randy Frydenlund, som er den bærende kraft i ”Hønsehunde”. Og ja – bemærk venligt, at hans navn lyder nææææsten lige som hans ophavsmands. Romanen er da også en nøgleroman i ordets bedste forstand.

Frydenlund er (som både Jastrau og virkelighedens Fredensborg) journalist, og da læseren stifter bekendtskab med herren, er han på vej mod Gl. Estrup Mark udenfor Randers, hvor hans største idol Bon Jovi skal spille, og hvor han gennem diverse upålidelige kontakter regner med at kunne få et eksklusivt interview. Kollegaen Erik Paaske er – langt hen ad vejen – hans tro væbner, men intet er sikkert i en rå og risikofyldt rockverden, og turen ender med at blive et vildt og ret underholdende road-trip, der sågar kommer et smut omkring Kina i selskab med det fynske pik-punk-band Asshair.

I første omgang skal ”Hønsehunde” ikke ta´s for mere end den er, men hey… det er der i det hele taget ikke noget, der skal, vel?! Det er fart-over-feltet, rockstar-attitude og patetisk iscenesættelse, hvilket faktisk viser sig at være en fin cocktail rent underholdningsmæssigt.
I anden omgang kan man dog med fordel bide mærke i den slet skjulte kritik, der også er at spore – en kritik, der når at dække både journalist- og kritikerbranchen, pladeselskaberne og hele det hurlumhej, der udgør den danske rockscene. Der er mere eller mindre rimelige hierarkier, uskrevne regler og absurd attitude-dyrkelse at forholde sig til for den (u)ambitiøse Frydenlund, men han formår nu så aldeles glimrende at hyle, som de ulve han er iblandt.

Som en afsluttende cadeau skal det understreges, at ”Hønsehunde” som roman er uhøjtidelig og sært usnobbet i al sin snobbethed. Det er lige-på-og-hårdt og jo alligevel så skrøbeligt og usikkert som al påtagethed.
Så du kan roligt gå i (hønse)hundene sammen med Fredensborg/Frydenlund – bund eller resten i håret!